Landmænd fik overrakt priser til festlig aften på Varde Rådhus

Priserne Årets unge landmand og Iværksætter- og udviklingsprisen er atter blevet uddelt ved dette års landbrugsmøde.

FOTO: Fra venstre: Borgmester Mads Sørensen, Kristian Therkildsen, Mogens Hosbond Toft og formand for Udvalget for Plan og Teknik Preben Friis-Hauge.

Tirsdag aften var op mod 190 landmænd samlet på Varde Rådhus til oplæg og debat.
Aftenens højdepunkt var uddelingen af priserne Årets unge landmand og Iværksætter- og udviklingsprisen.
I år gik prisen for Årets unge landmand til 32-årige Mogens Hosbond Toft, som med sit engagement tegner en lys fremtid for dansk landbrug. Han er ejer af en mælkeproduktionsejendom på 430 malkekøer og seks malkerobotter med opdræt og planteavl.
Det lykkedes at få et lån til gården og 70 ekstra køer, fordi han kunne fremvise veldokumenterede produktionsresultater fra sin tid som driftsleder.
Iværksætter- og udviklingsprisen gik til Kristian Therkildsen, som er idémanden bag det første genskabte vådområde i Varde Kommune. Med genskabelsen af Kvong Mose har Kristian Therkildsen bidraget til at skabe ny natur med større biodiversitet og flere levesteder, som allerede nu kan observeres.
Priserne bliver uddelt for at anerkende og hylde landbrugets betydning i Varde Kommune.

Om priserne
• Prisen Årets unge landmand tildeles en selvstændig landmand under 40 år, som er en positiv profil og har gåpåmod i sit virke som landmand.
• Iværksætter- og udviklingsprisen tildeles en selvstændig landmand, som har udviklet sit landbrug positivt. Landmanden har fokus på omgivelserne, ny teknologi eller etableret nybyggeri, der er med til at skabe vækst, udvikling eller natur i lokalsamfundet.
• Kontaktoplysninger til prisvinderne kan fås ved kontakt til Anders Worup på andw@varde.dk / 21 42 68 74.

Mads Sørensen, borgmester i Varde Kommune:
”Vi har stolte landbrugstraditioner i vores kommune, og med disse to priser hædrer vi landmænd, som er med til at videreføre og ikke mindst udvikle disse traditioner. Prisvinderne er forbilleder, der viser, hvordan det er muligt at imødekomme omverdenens stigende krav til produktion og grøn omstilling i landbruget.”

Preben Friis-Hauge, formand for Udvalgt for Plan og Teknik i Varde Kommune:
”Mogens har bevist, at det også for en ung og nystartet landmand er muligt at etablere en sund virksomhed med opbakning fra långiverne. Og Kristian er et inspirerende eksempel på, hvordan landbruget kan spille en aktiv og afgørende rolle i udviklingen af vores natur.”