Klovneløb på ferieparken Landal Seawest blev en stor succes

Lørdag d. 27. maj afholdt Landal Seawest i Nørre Nebel Klovneløb for anden gang med stor succes. Både personale, lokalbefolkningen og boende gæster på parken deltog i løbet. Maskotten Bollo sørgede for grundig opvarmning til stor fornøjelse for både store og små. Løbets formål var at samle penge ind til Danske Hospitalsklovne.


Personalet på Landal Seawest er vant til at omgive sig med glade børn og forældre, der nyder en ferie i dejlige omgivelser. Hvad personalet ikke er vant til er, at parken er forvandlet til et mindre klovneakademi, hvor alle har røde næser på og kondiskoene er strammet for at løbe, kravle, hoppe eller gå de planlagte ruter på 1,5, og 3 kilometer.

Louise Helth van Sprang, aktivitetschef på Landal Seawest, udtaler om dagen;

”Vi havde en virkelig god dag! Alle var feststemte og deltagerne var en god blanding af både gæster, der bor på parken og folk fra lokalbefolkningen, som havde lyst til at støtte op om løbet. Med 90 deltagere og en fantastisk stemning kan jeg vist godt kalde løbet for en succes.”

Maskotten Bollo, en stor bjørn iklædt gul skjorte og cargobukser, sørgede for at varme deltagerne godt op og bidrog med grin og stillede op til gode selfies med deltagerne.

”Vi ville gerne have at det skulle være en mindeværdig dag for alle deltagere, så udover den flotte medalje, som alle fik ved målstregen, så havde vi sørget for en ansigtsmaler, så man kunne blive klovn for en dag og Bollo gik med på ruten de første 1,5 km, men nøjedes altså med at gå, for Bollo ejer ikke et par løbesko” fortæller Louise med et glimt i øjet.

Det koster 70 kr. at deltage i et Klovneløb og her valgte Landal at donere beløbet ubeskåret til Danske Hospitalsklovne. To andre Landal-parker afholdt Klovneløb samme dag og på den måde har Landal bidraget til 401 løbsdeltagere landet over som giver 28.070 kr. direkte til hospitalsklovnenes arbejde. Planen er at gøre Klovneløbet til en tradition, så man kan allerede nu begynde at glæde sig til næste år.