Der er en underlig stemning i mit hjem. Og det er mig, der spreder den. Jeg ved det godt.
En sælsom blanding af ulykkelighed, stolthed, bekymring og forhåndssavn.
Datter nr. 2 flytter hjemmefra. Om ganske få øjeblikke. Og ja, jeg indrømmer det. Jeg er i sorg. På den her upassende måde.
Men mens jeg står der og vræler lydløst i et håndklæde for låst dør på badeværelset, bliver jeg jo også forfærdelig flov. Det er jo sådan her, livet er – og i øvrigt skal være. Pigen fylder 21 om få uger, studenterhuen kom på for et år siden, sabbatåret er oplevet til fulde som pædagogmedhjælper, og nu går rejsen til Århus med hendes søde kæreste. Det er så rigtigt, og de er så seje – og jeg bobler af beundring for dem begge.
MEN for hulan det er mor-hårdt!
Al den liv og larm, der alle dage har været omkring hende – alle de jokes, hun konstant har rystet ud og underholdt hele familien med over aftensmaden – al vasketøjet, håndklæderne hen af gulvet, hamstringen af min (dyre) makeup (og strikketrøjer – tasker osv.), besynderlige eksperimenter i køkkenet, hjælpen til IT (fordi hun bare kan det der!), de dybe samtaler på bilturene, natteroderiet, hvor jeg har holdt på torvet og ventet kl. 4 lørdag morgen……. #fortid
Storesøsteren flyttede sidste år. Og det var så fint (og forfærdelig vemodigt) – på nedlagt landbrug med sin gode kæreste – og får og høns og sygeplejerskeuddannelse – og jeg var så stolt. Er så stolt. Men jeg vrælede i flere dage og lukkede døren til hendes værelse. Nu er der så trykket på repeat…
Nu er der lillesøsteren tilbage. Heldigvis. Jeg har hende mistænkt for at have det nogenlunde ligesom sin mor. Men vi har lavet en plan. Hun og jeg. De her børneværelser skal vendes op og ned og rundt – og vi skal male dem og gøre dem rigtig fine – og hun får det største værelse (måske hun bliver boende hjemme et par år ekstra så?)
Jeg ved det. Jeg er jo for meget – for dramatisk og alt for meget i mine følelesers magt. For det er jo så rigtigt det hele. Tænk at jeg har været med til at opfostre tre piger, der er så selvstændige og seje. For det er de – og de skal leve deres drømme ud og mærke verden. Så må MOR sidde og snuse lidt til stilheden og nyde, at den yngste og hendes kæreste kan lave noget støj og ballade, inden de damper af.
Held og lykke i Århus, Regitze – jeg er så pivstolt af dig…
