Torsdag d. 2. november inviteres til Spil Dansk koncert i Smedeværkstedet med Ove Søgård og Peter Uhrbrand, to gamle musikvenner.
De to musikere er ikke som de fleste musikere her i landet. De er musikken!
Således har Peter Uhrbrand, der har boet på Fanø i mere end 40 år tilegnet sig folkemusikken fra øen. Den nok ældste ubrudte musiktradition i Danmark. Fanø-musikken er ikke musik, der sådan bare kan skrives på noder, den bliver givet videre fra musiker til musiker, og lever kun i kraft af at den bliver spillet.
Peters liv med og for musikken har givet ham flere priser, bla. Danish Music Awards, og senest er han blevet indstillet til Nordisk Råds Musikpris, som uddeles i starten af næste uge.
I indstillingen til Nordisk Råd hedder det:
Spillemanden Peter Uhrbrand er med sin dybt seriøse tilgang til traditionen, sin åbenhed, ydmyghed, nysgerrighed, utrættelige legesyge og uvurderlige historiske indsigt en af Nordens væsentligste traditionsbærere og udviklere. Han har siden 70’erne formidlet en af Nordens stærkeste og mest levende musiktraditioner: Den unikke og gennem flere århundreder ubrudte musiktradition i Sønderho på Fanø. Med sit kendskab til og sin respekt for fortiden bærer han traditionen ind i fremtiden. Opmærksom på – og vidende om – musikkens historiske forudsætninger er han et talerør for de mange generationer før ham, der har overleveret deres traditioner.
Han formår som få med sit åbne kunstneriske sind at bringe musikken fra Fanø langt udover folkemusikkens genregrænser og lade den møde og berige andre musikgenrer, kunstarter og kulturer uden på noget tidspunkt at give køb på traditionen.
Kom og oplev traditionen, fortællingerne og musikken ved denne festlig koncert med de to garvede musikere!
Torsdag d. 2/11 kl. 18.00 i Smedeværkstedet, Varde.
Entre kr. 175.- inkl. let tapas anretning
Tilmelding senest 30/10 er nødvendig på www.musikogbilledskolen.dk/spildanskkoncert
Arr. Spil Dansk Styregruppen