Madspildskampen i danskernes haver er gået over al forventning. Ca. 6,7 millioner haveæbler blev det til. Æblemosten Årets Ævlerov 2023, som danskerne selv har leveret æblerne til, er nu i butikkerne. For at hjælpe danskerne med at mindske madspildet i husholdningen har den fynske madformidler og mangeårige ambassadør for Stop Spild Af Mad Lisbet Foged udviklet opskrifter med både æbler og æblemost.
Fynboerne går forrest i kampen mod madspild, når det handler om at redde ha-veæblerne og passe på jordens ressourcer. De seneste 7 uger har fynboerne samlet 667 tons æbler i haven. Det svarer til ca. 6,7 mio. haveæbler, som de har reddet fra kompostbunken og byttet til most.
”Vi er overvældede over, så mange besøgende vi har haft i år. Det er fantastisk, at de samler deres æbler i haven og tager turen til Ørbæk for at bytte dem til most. Der findes så mange æbler i danskernes haver, som byder på unikke smagsoplevelser. Til sammen kan de skabe en særlig smagfuld æblemost, som man ikke kan genskabe uden danskernes involvering,” siger Jesper Dalskov-Rasmussen, salgsdirektør hos Ørbæk Mosteri.
De seneste 85 år har fynboerne byttet mange tusind tons haveæbler til most hos Ørbæk Mosteri. Og i år er således ingen undtagelse. Siden 2016 er de mod-tagne haveæbler blevet brugt i æblemosten “Årets Ævlerov”, da Ørbæk Mosteri gik sammen med discountkæden REMA 1000 og foreningen Stop Spild Af Mad om at sætte fokus på madspild. Siden da har 3.500 tons eller ca. 35 millioner haveæbler fået nyt liv som Årets Ævlerov, der nu er at finde i REMA 1000s bu-tikker
Fynsk madformidler giver tips til mindre spild derhjemme
For at bidrage yderligere til at mindske spildet i de danske hjem har den kendte fynske madformidler og mangeårige ambassadør for Stop Spild Af Mad, Lisbet Foged udviklet en række opskrifter med haveæbler og æblemost lavet på ha-veæbler som Årets Ævlerov:
”Det var fantastisk at se de mange fynboer, der kom rullende med trailere eller bagagerummene fulde af æbler fra deres haver. De mange forskellige sorter giver uden tvivl en helt unik smag i Årets Ævlerov, som jeg glæder mig til at smage og bruge i min madlavning,” siger Lisbet Foged og fortsætter:
”Opskrifterne med Årets Ævlerov-æblemost og haveæbler er lavet, så dansker-ne kan få endnu mere ud af haveæblerne og mindske spildet hjemme i deres private husholdning. En rest æblemost, der måske ellers ville blive kasseret, kan fx give dybde i en simreret eller indgå i en marinade eller dressing. Mulig-hederne er mange,” forklarer Lisbet Foged.
Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand for Stop Spild Af Mad, glæder sig over fynboernes store engagement i kampen mod æblespild:
“Vi er ovenud lykkelige for at Årets Ævlerov går så fantastisk godt og takker danskernes store involvering i kampen mod madspild. Årets Ævlerov taler også ind i den netop overståede nationale og internationale Madspildsdag (United Nations International Day of Awareness of Food Loss and Waste, IDAFLW). Derudover fejrer i år Stop Spild Af Mad og REMA 1000 sit 15 års jubilæum for vores samarbejde i kampen mod madspild – og indsats som Årets Ævlerov er blandt milepælerne i vores gode samarbejde.”
Lisbet Fogeds opskrifter med æblemost
(alle opskrifter er til 4 personer)
Æblegløgg
Du skal bruge
1 liter ufiltreret æblemost
4 cm ingefær i tynde skiver (lad bare skrællen sidde på)
3 stk. hel kanel
10 hele nelliker
2 stk. stjerneanis
8 stk. hel kardemomme
evt. 1 spsk. pomeransskal
ca. 2 spsk. rørsukker
evt. calvados eller anden æblebrændevin
Sådan gør du
Hæld alle ingredienser (bortset fra sukkeret) i en gryde og lad det koge op.
Skru ned, så det kun lige bobler og lad det simre i 5 minutter.
Tag gløggen af varmen og lad den trække i mindst to timer, gerne i køleskabet til dagen efter.
Når gløggen skal bruges, sigt krydderierne fra, varm gløggen op og smag til med sukker.
Tilsæt evt. æblebrændevin, lige når gløggen er taget af varmen.
Server med mandelsplitter og rosiner eller med helt små æbletern og en skive økologisk citron eller appelsin med skal.
Nakkekam i æblemost
Æblemost egner sig godt til simreretter. I denne er der brugt nakkekam, men prøv også med osso buco, spidsbryst, tværreb eller bovsteg. Retten skal simre i mindst 3 timer.
Du skal bruge
1 nakkekam
salt og peber
1 spsk. smør
1 spsk. olivenolie
1 liter ufiltreret æblemost
2 løg
5 fed hvidløg
1 kg rodfrugter, fx gulerødder, knoldselleri, pastinak
1 lille bundt frisk timian eller 1 spsk. tørret timian
2 laurbærblade
1 bundt persille
salt og peber (tilsmagning)
Sådan gør du
Gnid nakkekammen ind i salt og peber.
Brun den godt i smør og olie i en stegegryde
Hæld æblemosten over og varm op til kogepunktet.
Suppler med vand, hvis æblemosten ikke dækker.
Skru ned og lad retten simre 2 timer.
Gør imens grøntsagerne klar. Rengør dem og skær dem i grove stykker.
Put dem i gryden sammen med timian, hvidløg og laurbærblade.
Lad retten simre videre i endnu en time, eller til kødet er så mørt, at du kan flå det fra hinanden med to gafler.
Smag til med salt og peber.
Saucen kan jævnes med maizena; men den kan også spises, som den er.
Server med hakket persille og en grov kartoffelmos eller groft brød og evt. en kålsalat.
Tip! Retten kan også tilberedes i en stegeso i ovnen.
Kyllingeoverlår marineret i æblemost
Start gerne 4 timer før retten skal serveres.
Du skal bruge
4 stk. kyllingeoverlår
1 dl. ufiltreret æblemost
1 tsk. honning
1 spsk. æblecidereddike
1 spsk. soja
1 spsk. olivenolie
2 fed hvidløg, finthakkede
1 tsk. friskkværnet peber
Sådan gør du
Pisk en marinade af æblemost, honning, æblecidereddike, soja, olivenolie, hvidløg og peber og hæld marinaden over kyllingen i en bøtte.
Vend kyllingestykkerne rundt i marinaden, luk bøtten og sæt den i køleskabet, hvor den marinerer i op til tre timer.
Indstil ovnen på 180 grader, almindelig ovnfunktion.
Tag kyllingestykkerne op af marinaden og læg dem i et ildfast fad, der passer i størrelsen. Dette for at holde på saftigheden i kødet. Gem marinaden.
Sæt fadet i ovnen og steg i 10 minutter. Hæld marinaden hen over kyllingeoverlårene og steg videre i 20 minutter.
Skru ovnen op på 220 grader og steg yderligere i 15 min., til kyllingen er mør, og skindet er sprødt.
Server med kogte kartofler og råkostsalat.
Råkost med æbledressing
Du skal bruge
500 g rodfrugter eller kål, fx gulerødder, rødbeder, glaskål, blomkål, knoldselleri
1 æble
3 spsk. solsikkekerner
1/2 dl æblemost
1 spsk. citronsaft
1 spsk. olivenolie
1 tsk. salt
1 tsk. friskkværnet peber
Sådan gør du
Rengør æblet og grøntsagerne og riv dem groft.
Rist solsikkekerne på en tør pande.
Bland en dressing af æblemost, citronsaft, olivenolie, salt og peber.
Hæld dressingen og de ristede solsikkekerner over de revne grøntsager og bland godt.
Tilsæt evt. lidt mere æblemost, hvis du synes, salat er for tør.
Æble-ispinde
Hæld den rene ufiltrerede æblemost i ispinde-forme og frys ned. En meget simpel vej til en lækker og forfriskende is.
Mosten kan også blendes med forskellige typer frugt og smagsgivere, inden den hældes i formene.
Forslag til varianter
· mango og mynte
· hindbær og lakridssirup
· revet limeskal (fra økologisk lime) og mynte
· ananas og citronmelisse.
Lisbet Fogeds opskrifter med æbler
Æblechutney
Dette er en grundopskrift, som giver mulighed for at bruge mange typer frugt og grønt
Du skal bruge
1 kg frugt/grønt – gerne mindst ét løg og desuden fx æbler, squash, blommer, rabarber, tomater (de grønne er også egnede), bladselleri.
1 frisk chili – rød eller grøn
½ dl vand
2 dl sukker
2 dl eddike
Desuden smagsgivere som ingefær i skiver, sennepsfrø, laurbærblade, peber-korn, rosiner, tørrede tranebær eller tørrede abrikoser skåret i strimler.
Sådan gør du
Skær frugt og grønt i grove tern eller både.
Skær chilien i tynde skiver – du kan justere styrken ved enten at tage frøstolen med eller kassere den. Frøstolen sidder i midten af chilien fra stilken og er den stærkeste del af chilien.
Kom frugt, grønt og chili i en gryde sammen med de øvrige smagsgivere, du har valgt og ½ dl vand.
Bring det i kog og lad det simre under låg i 10 min.
Tilsæt eddike og sukker og lad chutneyen simre videre i 30 min. uden låg, så noget af væden kan fordampe, og lagen kan tykne lidt.
Smag til med salt og evt. mere eddike og sukker.
Hæld chutneyen på skoldede glas, luk dem med det samme og køl dem af, inden du sætter glassene i køleskabet.
(Man kan skylle glassene i atamon eller tilsætte konserveringsmiddel, efter gryden er taget af blusset. Men det er ikke nødvendigt, hvis chutneyen bliver hældt på glas straks, og man er omhyggelig med at rengøre og skolde glassene inden).
Tip!
Har du nogle rosiner, tørrede tranebær eller anden tørret frugt, som er blevet lidt hårde og kedelige, kan de få nyt liv i en chutney og tilføre god smag og konsistens. De skal i gryden sammen med grøntsagerne fra starten.
Smager godt som tilbehør til både varm og kold mad, fx til retter, hvor du ellers ville spise mangochutney, i en burger eller til en rugbrødsmad.
Æblecrumble
Du skal bruge
6-8 æbler
150 g smør
150 g sukker
100 g mel
125 g havregryn
evt. 2 spsk. farin
evt. kanel eller kardemomme
evt. hakkede hasselnødder eller mandler
evt. finthakket ingefær
Sådan gør du
Smuldr smør, sukker, mel og havregryn sammen, enten med fingrene eller i en foodprocessor, hvor du skal stoppe, når dejen når smuldrestadiet.
Skær æblerne i halve, fjern kernehuset og skær æblerne i tynde både og læg dem i en tærteform.
Krydr æblerne, som du har lyst med fx farin, kanel, kardemomme eller ingefær. Hakkede mandler eller nødder kan også tilføre måde smag og et ekstra crunch.
Fordel smuldredejen hen over.
Bag æblecrumblen i 40 minutter ved 200 grader.
Server lun med vanilleis, flødeskum eller creme fraiche.
Tip! Andre frugter kan bruges sammen med æblerne, fx bær, blommer i halve eller pærer i både.
Andre tips til at bruge æbler og æblemost
· Put et æble (minus kernehus, stilk og blomst) i en blendet suppe, fx blomkålssuppe eller tomatsuppe.
· Æbler kan fryses rå. Fjern kernehus, stilk og blomst, skær i tern, put dem i en frysepose og løsfrys dem. Så kan de løbende tages op og bruges fx i en frugt- eller grøntsmoothie.
· Put et revet æble i brøddejen, pandekagedejen eller frikadellefarsen.
· Kog et æble i tern med i havregrøden.
· Brug æblemost i simreretter, hvor du ellers ville bruge vin.
Velbekomme – og god kamp mod æblespild!