Rasmus Klump – Narnia og sociale medier – oplev det hele på Billum Friskole

Kom til ÅBEN SKOLE, lyder opfordringen fra Billum Friskole, der slår dørene op for alle interesserede torsdag d. 2. november i tidsrummet 15.00 – 19.00.

Eleverne står i kø for at fortælle om alt det, de har forberedt, og som de meget gerne vil vise frem til ÅBEN SKOLE.

0. og 1. klasse arbejder med Rasmus Klump, og det er en ganske eventyrlig verden, der åbner sig bag en låge hver eneste dag. I dag har eleverne lavet masker.

(Artiklen fortsætter under foto)

I 2. – 4. klasse har man åbnet lågen til det magiske garderobeskab og arbejdet med Narnia – det er der kommet en masse eventyrligt ud af, og det er noget af det, der venter på en udstilling torsdag d. 2. november.

I 7.-8. klasse har temaet denne uge været ungdom.

– Vi har arbejdet med emner som sociale medier, ensomhed, alkohol og gruppepres – det har været super spændende, og vi glæder os til at vise noget af det frem, vi er nået frem til, torsdag til ÅBEN SKOLE, lyder det fra en flok piger fra 7. og 8. klasse.

I det hele taget emmer skolen som altid af energi og kreativitet, og har man lyst til at kigge indenfor og se, hvad skolen måtte byde på, er man mere end velkommen d. 2. november.