Som barn er ens fødselsdag en af de bedste dage på året, hvor man bliver forkælet med gaver og lykønskninger fra ens nærmeste. Fødselsdage fejres ofte med fødselsdagsfest for familier og venner med festmåltid, flag og kage. Men disse traditioner kan for sårbare familier være svære at finde økonomisk overskud til. Netop derfor sørger frivillige foreninger som Mødrehjælpen Varde for, at børn fra sårbare familier også bliver fejret på deres fødselsdag. EDC Poul Erik Bech Fonden har netop doneret 20.000 kr. til foreningen.
Mødrehjælpen Varde har tidligere været en satellit under Mødrehjælpen i Esbjerg. Pr. 1. november er Varde blevet en selvstændig lokalforening, der arrangerer forskellige aktiviteter for sårbare familier og deres børn. Aktiviteterne kan være udflugter for disse familier, julehygge, biografture og socialt samvær. En aktivitet, som foreningen særligt har succes med, er Den Rullende Kagemand.
Den Rullende Kagemand er et fødselsdagstilbud til børn i familier, hvor forældre af personlige, økonomiske og/eller helbredsmæssige årsager mangler overskud til at holde børnefødselsdag for deres barn. Fødselsdagshjælpen består af en fødselsdagspakke med indhold til at afholde en festlig børnefødselsdag til en værdi af ca. 750 kr. Pakken indeholder mad, drikke og pynt til at kunne afholde en fødselsdag for op til 20 børn. Fødselsdagen giver børn mulighed for at fejre deres fødselsdag på samme måde, som deres kammerater i skolen, børnehaven eller dagplejen.
Kasserer i Mødrehjælpen, Ulla Nielsen, udtaler sig således om projektets succes: “Det har været en kæmpe succes med Den Rullende Kagemand i de 10 år, den har eksisteret i Esbjerg Kommune. Indtil videre har vi gjort tæt på 800 børn glade med kagemand og boller i Esbjerg/Varde området. I Varde er aktiviteten startet op i slutningen af 2020, og alene sidste år har der været 40 fødselsdage, hvor både børn og forældre har jublet, når kagedamen kom forbi.”
Alle fortjener at blive fejret på sin fødselsdag
Jesper Ølgaard Bloch, partner i EDC Poul Erik Bech Erhverv, stod for overrækkelsen af donationen til Mødrehjælpen Varde. Han beundrer foreningens flotte arbejde: “Med Mødrehjælpen Vardes arbejde har de formået at skabe mindeværdige fødselsdage for mange af lokalområdets udsatte børnefamilier. Vi er meget beærede over at kunne hjælpe med, at udsatte børn kan fejre fødselsdag på samme måde som deres jævnaldrende.”
Ligeledes udtrykker Jesper Ølgaard Bloch begejstring for foreningen: “Mødrehjælpen Varde er en forening, som gør en stor forskel for andre, hvilket er noget, som EDC Poul Erik Bech Fonden gerne vil støtte op om. Foreningen formår gennem Den Rullende Kagemand at tage hånd om udsatte børn og unges trivsel, ved at give dem den gode fødselsdag og i det hele taget en god oplevelse, som de fortjener. Forhåbentlig kan endnu flere få glæde af det flotte frivillige arbejde, som Mødrehjælpen Varde lægger for dagen”.
Om EDC Poul Erik Bech Fonden
EDC Poul Erik Bech Fonden er en almennyttig fond, som blev stiftet i 2015 i forbindelse med generationsskiftet i ejendomsmæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech. Gennem overskuddet fra mæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn. Foreninger, der har brug for en håndsrækning, kan læse mere og ansøge om midler på www.poulerikbechfonden.dk.
Senest har følgende foreninger modtaget støtte af EDC Poul Erik Bech Fonden: Dansk Folkehjælp, Bolbro Brugerhus Odense, Mødrehjælpen Holbæk, Kirkernes Familiehjælp Randers, Specialskolen Bramsnæsvig, Svovlstikkerne og Bykirken Odense.
Om EDC Poul Erik Bech Fonden
EDC Poul Erik Bech Fonden er en almennyttig fond, som blev stiftet i 2015 i forbindelse med generationsskiftet i ejendomsmæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech. Gennem overskuddet fra ejendomsmæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn.
Om EDC Poul Erik Bech
EDC Poul Erik Bech er Danmarks største og eneste landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed og består af mere end 80 boligbutikker og 19 erhvervscentre og beskæftiger mere end 650 medarbejdere. EDC Poul Erik Bech er uafhængig af banker og realkreditinstitutter og er den eneste fondsejede mæglervirksomhed. Størstedelen af virksomheden er ejet af den almennyttige fond EDC Poul Erik Bech Fonden. Gennem overskuddet fra mæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn. Kender du en lokal forening, der har brug for en håndsrækning, så hører Fonden meget gerne fra dig. Læs mere på www.poulerikbech.dk og www.poulerikbechfonden.dk.