Årets landbrugsmøde blev igen i år afholdt på Varde Rådhus, hvor specielt to landmænd var i fokus, da de modtog henholdsvis prisen for Årets unge landmand og Iværksætter- og udviklingsprisen.
Til årets landbrugsmøde i Varde Kommune modtog John Hansen (tv) Iværksætter- og udviklingsprisen og Kent Davidsen (th) modtog prisen som Årets unge landmand.
Mandag aften inviterede Varde Kommune til en landbrugsfaglig aften med oplæg og debatter. Aftenen sluttede af med kåringen af Årets unge landmand og uddelingen af Iværksætter- og udviklingsprisen.
Prisen for Årets unge landmand gik i år til 38-årige Kent Davidsen, der i 2018 udvidede sin besætning fra 350 til 950 jerseykøer. Kent driver en mælkeproduktionsejendom, hvor der både er fokus på at være konkurrencedygtig og klimavenlig ved at bruge en klimavenlig kvægrace og investere i solcelleanlæg.
I 2022 blev Kents landbrug kåret som Børsen Gazelle. En pris erhvervsdrivende blandt andet modtager på baggrund af en positiv og kraftig vækst i omsætningen.
Årets Iværksætter- og udviklingspris gik til John Hansen, der med investeringer i automatiske, teknologiske løsninger i stalden har skabt en attraktiv arbejdsplads. John driver en kvægejendom og er i gang med et byggeri, hvor der skal være plads til 750 årskøer og 11 malkerobotter.
Hos John foregår både fodring og malkning af de nuværende 620 køer ved hjælp af teknologiske løsninger. En af de løsninger er Nordeuropas største automatiske fodringssystem, som John har investeret i.
De to priser uddeles for at hylde og anerkende landbrugets betydning i Varde Kommune.
Mads Sørensen, borgmester i Varde Kommune:
”Landbruget er et erhverv med stor betydning for Varde Kommune, og vi ønsker at anerkende og hylde landmændene for deres arbejde. Vi ser ind i en fremtid med omvæltninger i landbruget, men vi har stor tiltro til, at landmændene i vores kommune tager opgaven på sig. Dette er de to prisvindere, Kent og John, et godt eksempel på.”
Preben Friis-Hauge, formand for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune:
”John og Kent viser på hver deres måde vejen for landbruget i Varde Kommune såvel som resten af landet. Med innovative løsninger inspirerer de til udvikling og vækst i et erhverv, hvor det mere end nogensinde er nødvendigt.”
Om priserne
• Prisen Årets unge landmand tildeles en selvstændig landmand under 40 år, som er en positiv profil og har gåpåmod i sit virke som landmand.
• Iværksætter- og udviklingsprisen tildeles en selvstændig landmand, som har udviklet sit landbrug positivt. Landmanden har fokus på omgivelserne, ny teknologi eller etableret nybyggeri, der er med til at skabe vækst og udvikling.