Sorgfuglen – det handler om omsorg

Sorg er nøgleordet – og omsorg er den røde tråd hos den nye virksomhed Sorgfuglen.dk
Janne Wessel Rasmussen er netop sprunget ud i rollen som iværksætter efter adskillige års tilløb. Nu skulle det være.

– Jeg læste en bog, hvor der stod ”Du behøver ikke at være et overmenneske for at hjælpe et barn i sorg – bare et medmenneske.” Og så tænkte jeg, at det skulle være nu. Jeg brænder simpelthen så meget for at hjælpe og arbejde for, at børn og deres familie skal komme godt gennem en sorgproces.

Sorg er ifølge Janne grundlæggende vanskelig at definere. For som hun siger – Vi oplever alle sammen en sorg ganske forskelligt.

– Det kan være sorg i forbindelse med forældres skilsmisse, sygdom i familien, dødsfald, ligesom det for nogle børn kan være nærmest traumatisk at miste et kæledyr. Det kan være en forælder, der har brug for hjælp i forbindelse med ægtefælles sygdom – hjælp til samtaler med barnet, rådgivning og støtte også i forbindelse med sygehusbesøg, – besøg på hospice eller lignende. Ens for alle tilfælde er, at det handler om omsorg – at give tid og rum for at få talt om de følelser, der måtte være, forklarer Janne.

Det er adskillige år siden, tanken om at arbejde med sorgramte børn meldte sig. Jannes søn oplevede indenfor ganske få år at miste sin kammerat samt se venner miste deres forældre, og her oplevede Janne for alvor vigtigheden af at give plads til en periode præget af sorg. Selv har hun oplevet den sorg der var i forbindelse med at miste sit ufødte barn midt i graviditeten, samt de følelser der fulgte med i den nærmeste familie.

– Det er ikke fremmed for mig at arbejde med dette emne. Jeg har arbejdet som sundhedsplejerske siden 2009 – kombineret småbørn og skole. Jeg har derfor stor erfaring i at arbejde med børn, unge og familier. Jeg har været tilkaldevagt som sygeplejerske på Anker Fjord hospice i 2020. Under mit arbejde på hospice kom jeg i kontakt med to mindre børn som mistede deres far, og blev frivillig støtteperson for dem.

Og så har Janne været og er frivillig gruppeleder i ”Skyggebørn”, sorggrupper for børn, siden 2022. Og perioden her har bekræftet hende i, at det er dette område, hun skal arbejde.

– Lige nu arbejder jeg på at få skabt et netværk; jeg kunne for eksempel rigtig godt tænke mig at få et samarbejde med kommunens skoler samt komme ud og holde oplæg og foredrag om emnet sorg hos børn, unge og familier. Det er så vigtigt, at vi tør tale om det og giver plads.

Janne er medlem af ProVarde, hvor hun har fået kyndig vejledning i forhold til at starte op som iværksætter.
– Jeg er meget taknemmelig for den hjælp jeg har fået – jeg er i det hele taget helt rundtosset over den opbakning, jeg har oplevet i forhold til at åbne Sorgfuglen. Nu håber jeg blot, at man kunne have lyst til at tænke mig ind i processen, hvis man oplever sorg og kunne have brug for min hjælp i forhold til børnene., Jeg vil så gerne hjælpe…

Du kan læse mere på sorgfuglen.dk

Janne kommer gerne i hjemmet og første session er gratis.