JOB: Ungdomsskoleinspektør til Varde Ungdomsskole
Varde Ungdomsskole er placeret i Campus Varde og er et tilbud for unge fra 7. klasse til 18 år, hvor de kan deltage i forskellige fag, som man ikke finder i folkeskolen. Ungdomsskolen i Varde gennem de sidste 5-6 år placeret sig i en unik position i kommunen, hvor udsyn, mod og innovative løsninger er med til at løfte mange opgaver til gavn for vores unge mennesker. I alt består ungdomsskolen af 34 fastansatte, og der er i alt 158 tilknyttede lærere. Ungdomsskolen er fordelt ud på flere byer rundt om i kommunen.
Ungdomsskolen skal gøre en forskel for den enkelte, men også for samfundet. Ungdomsskolen i Varde kommune breder sig over mange forskellige aktiviteter der både retter sig mod fritiden men også som en understøttende funktion for kommunens folkeskoler. Dermed har Ungdomsskolen en unik position i kommunen, da medarbejdere og ledelse arbejder på tværs af de forskellige forvaltninger.
Man får alle tiders mulighed for at arbejde med mange forskellige faggrupper, da der vil være overordnet ledelse af SSP, vores 10. klasser, Ungekoordinatorer, Integrationsklasserne, Ungeråd, ungdomsklubber, specialtilbud udover de mange aktiviteter, der finder sted i fritiden.
Det skal være muligt for de unge at styrke deres kompetencer for at kunne gøre en forskel for sig selv. Vi sætter stor værdi i, at de unge opfatter ungdomsskolen som et sted, hvor man trods forskellighed kan udvikle sin identitet og sit selvværd i trygge fællesskaber, der gennem stærke relationer, sikrer den enkelte de bedste betingelser, læring, trivsel og udvikling.
Du kan læse mere om Varde Ungdomsskole på ungvarde.dk.
Derfor skal du vælge ungdomsskolen
Som ungdomsskoleinspektør får du mulighed for at gøre en forskel og være en central del af den videre udvikling, som Ungdomsskolen har været en del af. Du vil blive mødt af en gruppe engagerede og initiativrige medarbejdere, der er fuld af gode ideer og løsningsforslag, og som brænder for de unge. Medarbejderne er mangfoldige både af personlighed og faglighed, hvilket giver mulighed for en spændende udvikling, men som også er gode til at omstille sig. Vi er derudover stolte over, at der er en lav personaleomsætning.
Vi kan tilbyde en arbejdsplads, som får god opbakning fra både forældre, kommunen og erhvervslivet. Ungdomsskolen er en del af et ungemiljø, hvilket betyder, at den er en del af Varde Campus.
Ungdomsskolen er de unges skole, og de har stor indflydelse på, hvilke aktiviteter, som ungdomsskolen tilbyder. Det er vigtigt for os, at der er medinddragelse for medarbejderne, men ikke mindst også de unge. Det giver ligeledes mulighed for, at man kan følge den enkelte elevs udvikling.
Du skal vælge ungdomsskolen fordi, vi har en stærk organisering og en ungdomsskole, der er fremme i skoene i forhold til udvikling. Vi er ikke blege for at sige, at du vil få Danmarks bedste stilling.
Din profil
Du skal have den rette ungdomsskole ånd. Det betyder, at du skal brænde for de unge og at hjertet banker for at hjælpe de unge frem til voksenlivet. Du skal have en indstilling til, at man ikke kan diskvalificere sig i en ungdomsskole, og at det er de unge, som er de vigtigste. Det er de unges skole, og det kræver, at du er empatisk, lyttende og inddragende.
Vi prioriterer, at du:
har styr på dine ting og har overblik. Ungdomsskolen er en stor og dynamisk organisation, der tæller mange enheder og flere lokationer i kommunen. Derfor skal du have en struktureret tilgang til dit arbejde og din hverdag for at kunne holde overblik. Da der sker mange ting på én gang, er det vigtigt hele tiden at være ajour og ofte også være et skridt foran. Du skal kunne holde overblik over, hvad der sker ude på de forskellige lokationer og kunne arbejde struktureret med ungdomsskolens økonomi.
tænker ud af boksen og er igangsætter. Ungdomsskolen har været under meget udvikling, og vi er slet ikke færdige med at videreudvikle. Derfor skal du evne at kunne tænke visionært og være god til at lytte til de behov og ideer, der er i organisationen. Du skal ligeledes kunne sortere i de ideer og prioritere dem. For at kunne gennemføre udviklingsprojekter, er det vigtigt med en leder, som kan samle folk og udvise handling.
er relationsskabende og sikrer samarbejde på tværs. Du skal være en synlig leder, så du ved, hvad der sker i de enkelte områder og har en tæt dialog med de relevante medarbejdere og samarbejdspartnere, der er rundt omkring i kommunen. Du skal opretholde det tætte samarbejde med skolerne, kommunen og erhvervslivet. Det er vigtigt, at du blander dig i den kommunale struktur og er interesseret i, hvad der foregår på tværs i kommunen. Det kræver, at du er lydhør, nysgerrig og har en anerkendende kommunikation.
er en dygtig personaleleder. For os sætter en dygtig personaleleder fokus på, at medarbejderne trives. Der findes mange forskellige typer af jobs og fagligheder i ungdomsskolen, så medarbejderne sætter pris på en leder, der er nærværende og anerkendende, og som kan skabe en tydelig retning. Troværdighed og synlighed er også to egenskaber, som medarbejderne vægter højt i en ny ungdomsskoleinspektør.
Derudover ser vi gerne, at du har ledererfaring og er bevidst om, at ledelsesopgaven er fordelt på flere forskellige afdelinger og matrikler. Du skal kunne arbejde strategisk, hvor du formår at sætte en retning både ledelsesmæssigt og organisatorisk. Du skal turde tage ansvaret for videreudviklingen af ungdomsskolen, samt holde trivslen højt blandt både medarbejdere, børn og forældre. Det vil ligeledes være en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation.
Yderligere information og ansøgning
Vi vil foretrække, at du kan starte den 1. februar 2024. Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst og stillingen er på fuldtid.
Som nyansat skoleleder, vil du indgå i et velfungerende onboardingprogram. Derved vil du sikre dig de bedste vilkår for en god start på din nye ansættelse.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, eller ønsker at høre mere om stillingen, så er du velkommen til at kontakte skolechef Kim Bondesen Glud Nielsen på tlf. 23 67 03 69 eller bestyrelsesformand for ungdomsskolebestyrelsen Niels Ole Beck tlf. 21 78 67 43.
Hvis du ønsker en uformel rundvisning på Varde Ungdomsskole, kan du kontakte Sarah Thrane Jakobsen tlf. 51 27 47 26 og aftale nærmere.
Send dit CV sammen med din motiverede ansøgning, hvor du gerne må besvare følgende spørgsmål:
Hvad motiverer dig i din karriere?
Hvad interesserer dig i særlig grad i forhold til denne specifikke stilling?
Hvad anser du som dine kernekompetencer og særlige kvaliteter, der kan bidrage til, at Ungdomsskolen forbliver et godt sted for unge og personale?
Ansøgningsfristen er fredag den 13. december 2023. Vi forventer at afholde 1. samtale den 18. december og en 2. samtalerunde den 21. december.
Ansøgere, der kommer til samtale, skal forvente at skulle gennemføre en case-opgave forud for samtalerne samt en personlighedstest mellem de to samtalerunder.
Ved ansættelse vil du blive bedt om at fremvise straffeattest og børneattest.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Overvejer du at flytte med jobbet?
I Varde Kommune skaber vores mange levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Her er fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser. Uanset hvor du slår dig ned, får du vores smukke natur i baghaven og daginstitutioner, skoler og indkøbsmuligheder indenfor rækkevidde.
Gå på opdagelse i alt det, Varde Kommune har at tilbyde dig og din familie på www.flyttilvarde.dk
Frist:
13-12-2023
Stillingskategori:
Ledelse
Arbejdstid:
Fuldtid
Ansættelsesvilkår:
Fast ansættelse
Kontaktperson:
Kim Bondesen Glud Nielsen
Telefon:
23 67 03 69
Frisvadvej 70, 6800, Varde