Imponerende kunstværker på Vestkysten vinder prestigefyldte priser

Med uddelingen af hædersmedaljer understreger Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, at der findes store kunstoplevelser på Vestkysten. Kunstnerne bag værkerne Uendelig og Husbåd til Ho har begge modtaget prestigefyldt hæder for deres kystnære værker i Varde Kommune.

Molly Haslunds performanceværk “Uendelig” kunne opleves under Wadden Tide-udstillingen “First There Is A Mountain” på Blåvandshuk Strand i september 2023.

Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Akademiraadet uddeler hvert år Akademiets hædersmedaljer til billedkunstnere, arkitekter og kunstformidlere, der yder en særlig indsats for dansk billedkunst og arkitektur.
Molly Haslund og Simon Starling, der står bag værkerne Uendelig og Husbåd til Ho, har begge modtaget Franciska Clausen Medaljen for et enkeltstående værk af fremragende kunstnerisk kvalitet inden for den frie eller bundne kunst.
Varde Kommune har givet kunstnerne mulighed for at opføre værkerne, som har fået stor opmærksomhed og anerkendelse. Mange har besøgt værkerne, der samtidig har sat gang i eftertænksomheden hos publikum.

Uendelig
Molly Haslunds værk Uendelig kunne opleves som en del af Wadden Tide-udstillingen ved Blåvandshuk Strand i september 2023. Udstillingen udforskede sand som materiale og ressource, og Molly Haslunds værk var et billede på, hvordan vi som mennesker konstant påvirker geologien gennem vores handlinger.
Selvom udstillingen blev ramt af store oversvømmelser, genopstod Molly Haslunds performanceværk uge efter uge, hvor mange interesserede deltog i uendelighedsvandringen sammen eller hver for sig.

Husbåd til Ho
Kort fra Blåvandshuk Strand i Ho kan lokale og besøgende fortsat opleve det store og imponerende hybridværk Husbåd til Ho af Simon Starling.
Husbåden forener land, vand og ældgamle håndværksteknikker fra hver sin ende af verden. Bolivianske sivbådebyggere fra Titicacasøen og danske tækkere har sammen skabt den utraditionelle husbåd, der er en blanding mellem en boliviansk sivbåd og et stråtækket dansk hus.

Sandie Eis Ravn, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Varde Kommune:
”Med kunst synliggør, aktiverer og perspektiverer vi vores unikke vestjyske natur, historie og kultur. Derfor har vi givet plads til Molly Haslund og Simon Starlings værker, der for alvor har sat gang i samtalerne om, hvordan vi som mennesker også skal leve med og af naturen i fremtiden. Samtidig understreger de to flotte priser, at der i den grad findes medrivende kultur- og kunstoplevelser i Vestjylland og Varde Kommune.”