NYT FRA VARDE GARDEN: Meget tidligt lørdag morgen den 15.juni, mere præcist kl 5.00, mødte 43 friske gardere og aspiranter op ved Varde Gardens lokaler for at pakke bussen med uniformer og instrumenter inden turen få minutter efter gik mod København da Varde Garden for 2.gang var udvalgt af Tivoli til at deltage i årets Garderdag i Tivoli i København – senest i 2021.
Forventningsfulde ankommet til Tivoli blev Garden indkvarteret og formiddagen gik med prøver til de tre fællesnumre som senere på eftermiddagen skulle spilles på Plænen sammen med de øvrige deltagende garderkorps.
Efter en omgang frokost kom uniformerne på, instrumenterne varmet op og det var tid til at lave tattoo på Plænen hvor Varde Gardens aspiranter også var tiltænkt en lille rolle. Aspiranterne har nemlig brugt en del af foråret og sommeren på at øve sig på den sidste del af tattooet for at kunne være med på Plænen sammen med de uniformerede gardere. Det gik bare fantastisk flot trods en stille, silende regn som gjorde Plænen i Tivoli både våd og glat. Et stærkt samarbejde mellem store og små at lave tattoo sammen.
I løbet af eftermiddagen blev turpaset flittigt luftet i de mange forlystelser, og lommepengene spenderet på popcorn, is og andre lækkerier.
Afslutningsvis blev Garderdagen afsluttet med en parademarch gennem den gamle have med alle de deltagende garderkorps inden de samledes sig på Plænen til opførelsen af de tre fællesnumre under ledelse af Tivoli Gardens dirigent. Det blev en meget fin koncert spillet af mere end 500 musikere. Det giver altid lidt kuldegysninger når det hele går op i en højere enhed efter mange timer i øvelokalet inden en sådan koncert.
I Varde Garden havde vi besluttet os for at blive i Tivoli for at have mere tid til forlystelser og hygge og efter fælles aftensmad, flere ture i rutschebaner og andre nervepirrende aktiviteter gik turen kl 21.30 igen retur mod Varde med en flok trætte gardere og aspiranter som atter engang på flotteste vis leverede en flot præstation med masser af bifald og huj’en blandt publikum.