Min yngste lille bitte datter bliver student om ganske få øjeblikke. Jeg sidder med våde øjne og tænker, som mange andre utvivlsomt gør – “hvad hulan – jeg har jo lige hentet hende i vuggestuen”!
Den er go nok, den her med, at tiden går for hurtigt! Hvor ville jeg gerne skrue tiden tilbage – bare lige et par minutters tid, og være i det her med 3 små børn i barnevogn, klapvogn, bleer og sutteflasker. Fordi det gik alt for stærkt. Vuggestue blev til børnehave og børnehave til skole – og skole til gymnasium – og de ældste er allerede godt inde i næste studie. To børneværelser står gabende tomme, og somme tider lister jeg ud under bruseren og vræler lydløst over det.
Men så stopper jeg også lige mig selv her. Fordi jeg har jo været der – oplevet det, fået det hele med – og jeg var IKKE en af dem, der blev ved samlebåndet og hentede børn til lukketid. Jeg valgte at få børn for at være sammen med dem. Og det har jeg været – på max! Og heldigvis er det også det, børnene husker fra deres barndom “at jeg altid var der”, på et eller andet plan.
Hvor er jeg heldig – tre lækre unger – godt på vej videre på deres færd, ud og mærke verden og leve livet! Så må mor jo sidde hjemme (i det efterhånden næsten tomme hus) og glædes over, at de er gevaldig gode til at både at ringe og skrive, komme forbi, slå sig ned og invitere.
Og lige i dag er jeg ved at revne af stolthed på forhånd, fordi kampen om den røde hue endnu engang har sejret herhjemme, og en travl uge venter med 3-4 studentergilder-fejringer osv.
Og som mellemste sagde: Mor, I må jo bare lave om i huset og indrette vores gamle værelser, så det ikke længere er børneværelser.
Og det skal jeg nok, MED EN FORMANING OM ikke at gå for kraftigt til værks, “for vi skal stadig kunne komme hjem til vores værelse…”
Hvor er der meget at være glad for, også i tider med prepping, hysteriske facebook tastaturkrigere og sorte nyheder!
Stort tillykke og held og lykke med huerne derud – hold nu op I er seje!!!!