Tirsdag den 15. august klokken 15:30 afholdes lokale trepartsforhandlinger i Varde Kommune.
De lokale trepartsforhandlinger sker i forlængelse af det åbne brev trykt i Politiken 7. februar 2016 fra et samlet Varde Byråd til statsminister Lars Løkke Rasmussen.
I brevet opfordrede Varde Byråd statsministeren til, at der ved trepartsforhandlingerne sættes fokus på den store mangel på praktikpladser inden for erhvervsuddannelserne.
Tirsdagens forhandlinger på Varde Rådhus vil blandt andet kredse om, at parterne gennem en lokal indsats vil søge at skaffe den nødvendige arbejdskraft til kommunens virksomheder samt finde en løsning på manglen på praktikpladser inden for erhvervsuddannelserne.
– Når jeg har indbudt arbejdsmarkedets parter, er det for at diskutere, hvordan vi gennem en lokal indsats kan skabe de bedste rammer for at løse den væsentlige opgave, det er at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft til virksomhederne i kommunen, siger borgmester Erik Buhl.
– Det kræver, at vi satser på udvikling af kompetencer, at vi yder en målrettet indsats for at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelser, og at vi får flere flygtninge i job.”
Også en reduktion af antallet af arbejdsdygtige uden for arbejdsmarkedet, samt indsatsen for at få flere flygtninge i job, vil være på dagsordenen, tilføjer han.