Justering af tidsplan for ansættelse af flere social- og sundhedsassistenter i Varde Kommune

Varde Kommune justerer tidsplanen for ændringen i fordelingen mellem social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. Ændringen i tidsplanen betyder, at målet for antallet af social- og sundhedsassistenter forventes opnået i 2022.

SUNDHED

Varde Kommune justerer nu tidsplanen for ændringen i den fremtidige fordeling mellem social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere i kommunen. Det sker, fordi uddannelsen af social- og sundhedsassistenter mod forventning ikke øges før 2017.

Justeringen betyder, at målet om, at fordelingen mellem de to grupper skal være 70 % social- og sundhedsassistenter og 30 % social- og sundhedshjælpere, forventes opnået i 2022 mod det tidligere forventede 2018.

Den oprindelige tidsplan blev vedtaget i 2014 af Udvalget for Social- og Sundhed.

Årsagen var en ændring i indholdet i social- og sundhedsuddannelserne, der medførte, at social- og sundhedshjælpere ikke længere uddannes til at udføre sundhedsopgaver, herunder medicinhåndtering. Denne ændring har øget behovet for social- og sundhedsassistenter.

Justeringen vil ikke få indflydelse for borgerne, da det nuværende plejepersonale besidder de nødvendige kompetencer til at udføre de pågældende sundhedsopgaver, da de er uddannede ud fra den tidligere ordning.

FAKTA:
• I 2014 besluttede Udvalget for Social og Sundhed, at andelen af social-og sundhedsassistenter på sigt skal ligge omkring 70 % mod 30 % social- og sundhedshjælpere.
• Optaget af social- og sundhedsassistenter på uddannelsen øges først fra 2017. Dette udskyder implementeringen i Varde Kommune.
• Det vurderes, at målet om den ændrede fordeling kan opnås i 2022.
• Justeringen vil ikke få betydning for den måde, hvorpå kommunen udfører sundhedsopgaver, da kommunens nuværende plejepersonale er uddannet efter den tidligere ordning og besidder de nødvendige kompetencer til at varetage sundhedsopgaver i kommunen.

CITATER:

Thyge Nielsen, Formand for Udvalget for Social og Sundhed:

“Det er nødvendigt at justere tidsplanen for ansættelsen af flere social- og sundhedsassistenter, men vores nuværende sundhedspersonale besidder de nødvendige kompetencer og vil fortsætte deres gode arbejde, indtil vi når i mål med den ønskede andel af social-og sundhedsassistenter.”