Af Preben Friis-Hauge (V), folketingskandidat, Søndergade 18, 6862 Tistrup
Mange af os har set dokumentaren på TV2, om den måde vores ældre medborgere bliver behandlet på.
Jeg vil gerne starte med at understrege, at der er rigtig mange dygtige og engagerede medarbejdere i vores ældrepleje. Og der er mange ældre, som er trygge og tilfredse. Det er dejligt. Og tak til alle jer ansatte for jeres store indsats.
Jeg må dog alligevel sige, at det gør mig ondt, når jeg ser udsendelsen. Uvisheden om hvor mange, der reelt har det, som de eksempler man ser i udsendelsen – det gør mig frustreret.
Som folketingskandidat tænker jeg på alle ældres velfærd i hele Danmark.
I Danmark skal man ikke være bange for at blive gammel.
Det er på tide, at vi indser, at flere penge ikke bare løser problemerne i vores velfærd. Flere penge betyder noget, men det kan ikke stå alene.Vi skal forny ældreplejen.
I Venstre ønsker vi, at der skal være bestyrelser på alle plejehjem, hvor pårørende, lokale ildsjæle, medarbejdere og ledelsen kan være ansvarlige for, at beboerne føler sig trygge og får kompetent pleje og omsorg.
Samtidig skal bestyrelserne også sikre, at der er et godt og sundt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne kan udvikle sig og har frihed til at bruge deres faglighed.
Jeg vil gerne igen understrege, at der er rigtig mange dygtige og engagerede medarbejdere i vores ældrepleje. Og der er mange ældre, som er trygge og tilfredse.
Men, der er ældre, som bliver svigtet i Danmark. Det kan vi ikke være bekendt.