Afgørelse om midlertidig p-plads ved Tirpitz

Efter vurdering fra en ekstern jurist har Varde Kommune bekræftet, at Tirpitz må bevare den midlertidige p-plads ved museet frem til udgangen af uge 33.

Tirpitz etablerede den 10. juli en midlertidig p-plads på Gl. Mælkevej for at imødekomme højsæsonens mange besøgende på museet. Efterfølgende har naboer dog klaget over p-pladsen.
Derfor har en ekstern jurist nu set nærmere på sagen. Juristens vurdering er, at den midlertidige p-plads kan forblive uden en såkaldt landzonetilladelse indtil det planlagte ophør ved udgangen af uge 33.
Vurderingen er samtidig, at løsningen med den midlertidige p-plads ikke kan gentages uden en landzonetilladelse.
Varde Kommune er i gang med at udarbejde en ny lokalplan, der skal sikre en permanent løsning, som både tilgodeser parkeringsbehov og trafiksikkerhed.

Preben Friis-Hauge, formand for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune:
”Da højsæsonen begyndte, kunne vi hurtigt konstatere, at de manglende p-pladser til museets gæster resulterede i tilfældige parkeringer i området. Det skabte potentielt farlige situationer i trafikken, som den midlertidige p-plads har afhjulpet. Nu ser jeg frem til, at vi finder en god og permanent løsning på parkeringsudfordringerne i området.”