Forrygende, frækt, fantastisk og fejende flot….. Zorro hitter totalt

GoVarde.dk har været til Varde Sommerspil 2016, og giver her et bud på, hvad tankerne på redaktionen er omkring ZORRO – The Musical.

Kim:

Som barn i 70’erne havde jeg kun få tv-kanaler at vælge imellem. Men dermed kunne vi også bagefter diskutere heltene. For alle så dem. Og Zorro var en af dem.

Da 7-kanten så i år ville fremføre, Zorro, the Musical, havde jeg ikke rigtig nogen forventning til, hvordan den forestilling ville komme til at se ud. For der var trods alt tale om en danmarkspremiere.

Men lad mig med det samme indrømme, at det er første gang, at et sommerspil for mig er gået så hurtigt.

Sidste års kostumer i Shrek var fantastiske, men hvis ikke dette års musical nu får endnu flere til at google ord som Gipsy Kings, Spanien, sigøjnere og hvad ved jeg bagefter, så er der noget galt.

Hold da op hvor blev jeg blæst væk lige fra starten af….

Først med den smukke skønsang fra Mathias, der sammen med Gustav spiller Ramon og Diego som børn….

Og så fortsætter eventyret ellers bare…. Varde Sommerspils opsætning af Zorro the Musical, handler selvfølgelig mest om den sortmaskerede helt, der gang på gang udfører heltegerninger, og får den smukke pige til sidst. Men der er mere i forestillingen end det.

Det er også et firkants drama mellem to mænd og to kvinder. Zorro og hans onde broder, Ramon. Ramon der er forelsket i Luisa, men Luisa er forelsket i Zorro. Inez, sigøjnerkvinden fra Spanien er forelsket i Diego, Zorros virkelige alterego. Luisa finder først sent ud af, at Diego og Zorro er den samme! Der er virkelig lagt op til et voldsomt kærlighedsdrama i årets sommerspil…

Zorro/Diego spilles af Tomas Ambt Kofod, København (professionel skuespiller). Ramon spilles af Martin Holm, Esbjerg. Luisa spilles af Danielle Karlson, Esbjerg og Inez spilles af Astrid Højgaard, København (professionel skuespiller).

Tomas Ambt Kofod
Danmarks måske hemmeligste musicalstjerne, er den fødte helt Tomas Ambt Kofod, en af Danmarks førende musicalstjerner. Han spiller legenden Zorro.

Tomas har indtil nu været lidt anonym i medierne. Men det har taget en radikal drejning med alle de flotte anmeldelser, der er væltet ned over skuespilleren for hans præstationer i rollen som Mr. Jekyll & Hyde på Det Ny Teater.

Og Tomas er født til at spille helteroller. Han er høj, flot, charmerende og scenevant som få på den danske musical scene – og ja – så synger han som en drøm. Og synes du, at du har set ham før, så er der noget om snakken. Tomas Ambt Kofod har spillet rollen som ‘Sonny’ i ‘Den Eneste Ene’. Og nu er han tilbage. Og han er simpelthen fremragende… Ikke uden grund at han var nomineret til en Reumert. Ikke for sin rolle som Zorro, men for rollen som Dr. Jekyll og Mr. Hyde på Det Ny Teater. Han både synger, danser og spiller som en drøm. Og så er han enhver svigermors drøm.

Danielle Karlson
Den unge Danielle Karlson er oprindelig fra Ølgod og har gået på gymnasiet i Grindsted, men bor nu i Esbjerg. Danielle har igen fået en stor rolle i 7-kanten regi. Det er hendes tredje Varde Sommerspil, men der ligger 19 musicals forud. Det er opførelser i 7-kanten, Drabanterne, HATS, Skarntyden med flere…

Og at Danielle ikke er professionel, kan man altså bare ikke se. Så flot en sangstemme og hvilket stort talent hun har på de skrå brædder. Flere sommerspil til hende, tak.

Lad os så lige komme til Astrid Højgaard…
Hun bor i København, javel, men hun er faktisk opvokset i Filskov.
Astrid Højgaard Lundgreen er 31 år, uddannet skuespiller fra Det Danske Musicalakademi i 2008, bosat i København med sin mand Rasmus Lundgreen, der også er skuespiller, samt med deres 14 mdr. gamle søn. Astrid spiller en af hovedrollerne som den forførende og sprudlende spanske sigøjnerkvinde Inéz, der er forelsket i Zorros virkelige alter ego Diego. Astrid er som skabt til rollen med sine vuggende hofter, ranke uknækkelige kropsførelse og med et forførende blik. Astrid er i topform, som den erfarne danser hun også er, til den fysisk krævende rolle. Det er faktisk umuligt at se på Astrids figur, at hun blev mor for kun 14 måneder siden. Astrid er en dygtig danser, og har også danset på Broadway i New York. I stykket synger Astrid et af de store hits ’Bamboleo’, som Gipsy Kings har skrevet til musicalen Zorro.
Hun brænder helt igennem i en rolle, som er skabt til hende. Hendes forførende blik rammer alle, uanset om de sidder forrest eller bagerst på friluftsscenen og med de vrikkende hofter, kan hun få enhver mand til at smelte.

Martin Bob Holm
I rollen som Zorros bror, finder vi Martin Bob Holm fra Esbjerg. Ikke ligefrem en sympatisk person i stykket. Men dem skal der også være plads til og med ham i en af rollerne, er 7-kanten altid sikret en top top præstation.

Hans Kaarde Gundesen
Hans Kaarde Gundesen er formand for sommerspillet og starter med at byde alle velkommen. Til daglig er han organist, men på scenen er han aldrig set bedre end i rollen som betjenten Garcia. I Zorro oplever man ham fuld, og hvis du gik rundt og troede at organister var kedelige, så se lige på Hans Kaarde Gundesen.

Jesper Ulbæk Andersen
Jesper Ulbæk Andersen er far til de to stridende sønner og han får sin sag for. En solid og flot præstation af den rutinerede lokale skuespiller, der gennem årene er vokset i takt med de større roller.

Naturligvis skal vi også huske alle de andre. Skuespillere, dansere, folkene bag kostumerne, rekvisitterne, musikken, scenografien. Ja kort sagt dem alle. De er alle med til at løfte det hele til en uovertruffen oplevelse, som du simpelthen er nødt til at se sammen med resten af familien, naboen, ja hele gaden.

Jeg nynner stadig med og ser de flotte kostumer for mig. Ja jeg kunne faktisk godt tænke mig at stykket en gang til…………….

Mange tak 7-kanten, fordi I turde binde an med dette stykke….

(Læs mere under video)

SE KLIP FRA STYKKET:

 Ulla: Jeg kan lige så godt indrømme det – jeg tilhører den gruppe, der ikke rigtigt havde noget forhold til Zorro, da alle begyndte at tale om det i forbindelse med årets sommerspil tidligere på året. Tror da nok jeg har set Antonio Banderas i tidernes morgen, men selve historien har aldrig bidt sig fast.

Men det har jeg ikke sagt til nogen, vel? Fordi man skal jo ikke signalere kulturelt afstumpet…

Nå, men hvorom alting er, så satte jeg mig godt tilrette her ved generalprøven, forberedt på, at det var noget med en mand, der fægter – med noget maske i hovedet.

Jeg havde taget min teenagerdatter med, der var mere intetanende end undertegnede om ham her Zorro, og hun havde proklameret, at hun nok snart gik hjem. Altså inden musikken bragede fra den flotte scene.

Knap 3 timer senere sad vi der begge to, stormet tilbage i Arnbjergs træbænk. Hold da så lige op!

7-kanten har gjort det igen! Fantastisk! Det er ret vildt, det her.

Man bliver uvilkårligt bjergtaget – blæst ind i stykket, lige fra første scene – hvor de yndigste børn fægter rundt, og med et vanvittigt naturtalent flår os ind midt i 1800-tallets Californien.

Og musikken – gåsehud og ømme håndflade af at klappe!

Årets sommerspil er smukt, farverigt, humoristisk, alvorligt og ikke mindst pragtfuldt opsat – med en historie der fortælles så autentisk, som sad man der selv – midt i sigøjnerlejren omgivet af kaktusser og galger.

Så uanset om man kender historien, Zorro, eller ej – af sted! Tag denne oplevelse med – den går under huden!

Og teenagedatteren blev i øvrigt siddende under hele forestillingen og gav mig ret – det var da helt flot, det her…

KONKLUSION: Få lige købt den billet. Du er simpelthen nødt til at se denne musical..

I de kommende dage kan du her på GoVarde.dk se videointerviews og masser af fotos med mange af de involverede personer på- og bag scenen.