”Det var mit drømmejob, der dukkede op her…”
Anne Mette Hede Jensen er kommende leder af Ungdomsskolen, 10iCampus og SSP her i kommunen. En stilling hun ikke lægger skjul på, hun virkelig glæder sig til at tiltræde ultimo januar.
Rigtig mange forbinder utvivlsomt Anne Mette med arbejdet med de unge, og det er slet ikke forkert. Hendes CV vidner om blandt andet opstart af Løkkefonden med Lars Løkke Rasmussen, arbejdet med Ungecamps og senest med ansvar for den jyske del af Mind Your Own Business.
– Mind Your Own Business er iværksætterforløb for drenge i udsatte positioner mellem 13-18 år, og har til formål at give en drenge en anden læringsarena end den, de kender fra skolen, lyder det med et stort smil fra Anne Mette Hede Jensen.
(artikel fortsætter under foto)
Også erfaringen herfra tager hun naturligvis med i næste job.
– Det er på en måde som at komme hjem til mit hood – og jeg er så taknemmelig og stolt over at få muligheden for at føre dette flagskib i Varde Kommune videre. De brænder for de unge – og jeg brænder i den grad for arbejdet med at skabe sammenhængskraft for unge i deres ungeliv. Med mine tidligere samarbejder med ungdomsskolen har jeg også en rigtig god mavefornemmelse. Det er her, jeg skal være – og jeg glæder mig!
Anne Mette får kontor på 10iCampus, hvor også Ungdomsskolen og SSP holder til i nederste etage. Og hun ser frem til et fantastisk samarbejde med alle på matriklen.
– Det ligger mig så meget på sinde at skabe gode rammer og fællesskaber for alle vores unge, hvor de kan lykkes. Og så glæder det mig, at vi her i Varde Kommune har styrken til både at ville og kunne løfte et tætte samarbejde mellem unge, erhvervsliv, skoler og uddannelse, foreningsliv og vil det politisk. Man vil virkelig ungdommen her! Og vi skal netop spille hinanden gode og huske at have de unge ombord i deres eget ungeliv – det er så vigtigt, siger Anne Mette Hede, der altså om ganske kort tid tiltræder stillingen som leder af 10iCampus og Ungdomsskolen Varde.