På 10iCampus var der forleden rig mulighed for inspiration i job og karriere. Vi mødte Asger Pultz-Hansen, der drømmer om at blive dyrepasser:
– Jeg kan vel egentlig bare helt grundlæggende godt lide dyr. Jeg har to katte, men jobmæssigt søger jeg nok de lidt større af slagsen – for eksempel løver…
For at blive dyrepasser kan man blandt andet læse i Kolding, det bliver nok der, jeg søger ind. Så læser man i 4 år og 5 måneder, hvor meget af uddannelsen er ude i praktikker. Jeg vil rigtig gerne arbejde i zoologisk have, og gerne med store dyr, måske løver? Jeg vil bare meget gerne lære en masse om dyr.
OM: Alle elever i 10. klasse skal lave OSO, som betyder Obligatorisk Selvvalgt Opgave. Den skal tage afsæt i din uddannelsesplan og dit valg af ungdomsuddannelse.
Den obligatoriske selvvalgte opgave (OSO) er, som navnet antyder, en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolens 10. klasse. Formålet med opgaven er at give eleverne mulighed for at arbejde selvstændigt med et emne. Emnet skal tage udgangspunkt i elevernes valg af ungdomsuddannelse og i deres uddannelsesplan, hvor aktiviteter som fx brobygning indgår. Opgaven skal så vidt muligt placeres i forlængelse af brobygningsforløb eller kombinationer af brobygnings- og praktikforløb, sådan at opgaven kan indgå som en del af elevens efterbehandling heraf.
Mål
• At eleverne arbejder selvstændigt med et emne relateret til deres uddannelsesplan og valg af ungdomsuddannelse
• At eleverne undersøger og reflekterer over indhold, krav og muligheder i den uddannelse/det job, de vælger at skrive om
• At eleverne arbejder med varierede arbejdsmetoder og udtryksformer