Bianca vil være sygeplejerske

På 10iCampus var der forleden masser af inspiration at hente, hvis man skal tage stilling til uddannelse og job.

Vi Mødte Bianca Irimescu, der havde valgt at fokusere på uddannelsen som sygeplejerske:

– Det er et emne, der interesserer mig. Valget stod mellem at læse mere om at blive bioanalytiker og så sygeplejerske. Jeg valgte sygeplejerskeuddannelsen, fordi jeg tænker, den er mest bred. Der er så mange veje, man kan gå med den uddannelse. Når jeg er færdig med 10. klasse, vil jeg læse HF og herefter søge ind på sygeplejeskolen i Esbjerg. På sigt vil jeg gerne arbejde med børn.

 

OM: Alle elever i 10. klasse skal lave OSO, som betyder Obligatorisk Selvvalgt Opgave. Den skal tage afsæt i din uddannelsesplan og dit valg af ungdomsuddannelse.
Den obligatoriske selvvalgte opgave (OSO) er, som navnet antyder, en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolens 10. klasse. Formålet med opgaven er at give eleverne mulighed for at arbejde selvstændigt med et emne. Emnet skal tage udgangspunkt i elevernes valg af ungdomsuddannelse og i deres uddannelsesplan, hvor aktiviteter som fx brobygning indgår. Opgaven skal så vidt muligt placeres i forlængelse af brobygningsforløb eller kombinationer af brobygnings- og praktikforløb, sådan at opgaven kan indgå som en del af elevens efterbehandling heraf.
Mål
• At eleverne arbejder selvstændigt med et emne relateret til deres uddannelsesplan og valg af ungdomsuddannelse
• At eleverne undersøger og reflekterer over indhold, krav og muligheder i den uddannelse/det job, de vælger at skrive om
• At eleverne arbejder med varierede arbejdsmetoder og udtryksformer