Biblioteket er fyld med…. bid

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er fan af at gå til tandlægen.
Der ligger jeg så med munden fuld af instrumenter og tingester, der skal få mig til at gabe endnu højere op.
Spændt som en bue og med svedige, knyttede hænder ligger jeg på briksen og afventer bedøvelse og bor.
Men jeg ved trods alt, hvad der venter. Et barn har ikke samme erfaringsgrundlag og kan sagtens have bekymringer rumsterende rundt i maven forud for et tandlægebesøg. Det kan være en hjælp at få sat ord og billeder på sammen med en voksen.
Børnebiblioteket og i særdeleshed Legeteket har jo lidt af hvert – vi har endda en model af et tandsæt, så man kan øve sig (med en tør, ren tandbørste) på at fange Karius og Baktus. Kan man nå hele vejen rundt på 2 minutter?
Bøgerne:
“Le børster tænder” af Maria Källström. Le gider absolut ikke børste tænder, men da mor fortæller om de små tandtrolde, der bygger huse og spiser madrester mellem tænderne, kommer hun på andre tanker. Fra 2 år.
“Rikke Rokketand” af Christian Tielmann. Alle har en rokketand. Men i Rikkes mund er der ikke noget, der rokker. Rikke vil også have en rokketand. For hvis hun får en rokketand, kan hun også være med i Rokkeklubben. Fra 5 år.
“Kristian og Lea skal til tandlæge” af Inger Tobiasen. Tag med Kristian og Lea til tandlægen. Meget informativ billedbog, der forklarer hele processen med billeder af alle instrumenter, så de kan afmystificeres inden tandlægebesøget. Fra 4 år.
“Også drager skal børste tænder” af Iris Rossbach. Marie møder en grædende drage, der har hul i en tand. Den lever af kiks og børster aldrig tænder. Marie lærer den at børste tænder og spise sundt. Fra 3 år.
Tanja / Varde Bibliotek