“Blåvand er en perle med opbakning fra byrådet.”

Af Preben Friis-Hauge (V), formand for Varde Kommunes Plan- & Udviklingsudvalg, Søndergade 18, 6862 Tistrup.

TVSYD har nu besluttet, hvilket billede seere i TVSYD’s område skal have af Blåvand. Man interviewer bl.a. besøgende turister, der omtaler den forfærdelige masseturisme, mens de sidder og spiser deres mad på en udendørs restaurant omgivet af tomme borde.

TVSYD bruger nu også metoden at inddrage eksperter fra andre egne af Danmark, til at kommentere på forholdene i Blåvand.

Det kan desværre blive en unuanceret debat, og især når journalisterne og eksperter ikke gør noget videre ud af deres forarbejde.

Man kritiserer fx. at der kun er én vej gennem Blåvand, og at vejen til fyret er for smal, både til biler, cyklister og gående.

Varde Kommune har gennemført et stort og borgerinddragende byfornyelsesprojekt i Blåvand. 

Ud af dette arbejde, besluttede byrådet i 2025 og 2026 at bruge 51 mio kr, på bl.a.  at skabe et bymiljø, hvor både lokale og besøgende har lyst til at opholde sig. Real Dania støtter også projektet med ekstra 5,2 mio kr.

Byrådet i Varde Kommune har yderligere besluttet at afsætte 13,5 mio kr til at forbedre forholdene på Fyrvej ud til Blåvandshuk Fyr.

I projektforløbet foreslog Varde Kommune borgere m.fl. i Blåvand bl.a. at etablere søgeveje nord og syd for Blåvandvej; men dette ønskede “Blåvand” ikke. I stedet forsøges med elektronisk og intelligent parkeringshenvisning til ledige p-pladser.

19. juli 2026 kunne man læse om tilfredshedsundersøgelser i Blåvand, der giver et andet og langt mere retvisende billede af Blåvand, end det TVSYD har gang i i øjeblikket.