Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg: Mere end 100 dage uden bæltefiksering

Børne- og Ungdomspsykiatrien i Esbjerg har bestræbt sig på at nedbringe anvendelsen af tvang, og det er lykkedes. Det er nemlig mere end 100 dage siden, det sidst var nødvendigt for personalet at anvende bæltefikseringen på døgnafsnittet.

Tilbage på sporet

Man har i 100 dage på Børne- og Ungdomspsykiatrisk døgnafsnit i Esbjerg ikke brugt bæltefiksering. Det er ikke første gang, at der over en længere periode ikke er blevet anvendt denne form for tvang på afsnittet. Tilbage i 2014-2015 havde man en periode på halvandet år uden brug af bæltefiksering.

Afsnittet fik i 2015 til opgave også at være akutmodtagelse, hvilket medførte at der en overgang var et mere uroligt miljø. Medarbejderne stod over for en ny udfordring og skulle lære at håndtere de meget akutte situationer kombineret med en stabil, miljøterapeutisk indsats.

– Vi er på rette vej med nedbringelse af tvang, og vi har grund til at være stolte. Succesen skyldes i meget høj grad vores dedikerede og dygtige medarbejdere, siger ledende overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatri Sydjylland, Klaus Müller-Nielsen.

Tidligere anvendte metoder er igen i fokus, og afsnittet er tilbage på sporet.

– Medarbejderne udviser en ægte interesse og omsorg for patienterne, som befordrer individuelle løsninger til forebyggelse af brug af tvang. Der er igen skabt plads for den nødvendige rummelighed og kreativitet i løsninger. Ofte er det de små ting, der kan gøre en forskel for den enkelte patient, fortæller ledende oversygeplejerske, Yvonne Reinholdt.

Flere resurser i særlige situationer

Det er de mest rutinerede medarbejder på døgnafsnittet i Esbjerg, som tager sig af de dårligste patienter – også selvom det handler om at sidde vagt. Patienter i krise får derfor hjælp af personale, der kender dem i forvejen. Det hjælper til, at dramaet mindskes, og situationer, der før ville være endt med bæltefiksering, undgås.

– Vi gør sådan set, det vi plejer. Vi har bare fået mulighed for at gå nogle ekstra skridt og bruge lidt flere resurser i særlige situationer, hvor det spidser lidt til, forklarer Conny Christensen. Hun er social- og sundhedsassistent på døgnafsnittet i Esbjerg.

Sanseintegration er også en integreret del af værktøjskassen på døgnafsnittet. Fodbade, chili, lys og ja:
– Nogle gange sker det, at vores patienter selv kommer og spørger om de kan få en isterning eller en skub-op-is. De ved, det virker for dem, og de er selv interesserede i at holde sygdommen i ave, siger Conni Christensen.

Opbakning fra ledelsen

Ind i mellem afleverer politiet en patient i håndjern. I en sådan situation er konfliktniveauet allerede højt, da patienten kommer mod sin vilje. Det er så en balancegang for medarbejderen at skabe en god kontakt til patienten.

– Når patienten er i modtagelsen, gør vi meget ud af at få familie og politi ud af rummet, så snart det er forsvarligt. Vi vil høre patientens egen historie. Og når patienten er faldet lidt ned, spørger vi ind til, hvad patienten ønsker de næste 24 timer, hvor patienten skal blive hos os, siger Conny Christensen.

Der kan dog være brug for at låne en kollega i et naboafsnit eller ringe efter en vikar, for den lille indsats tager resurser fra andet arbejde.

– Vores ledelse er med på, at vi bruger ekstra resurser i de kritiske situationer, som er en helt naturlig del af livet på en psykiatrisk afdeling. Og det gør en forskel, siger Conny Christensen.

– Nedbringelse af tvang kræver, at vi nogle gange løser opgaverne på en ny måde. Det kan være små ting, som gør forskellen. Måske koster det lidt flere resurser i situationen. Men det bliver tjent ind igen både i forhold til patientens udbytte af behandlingen, og i forhold til arbejdsmiljøet, siger Klaus Müller-Nielsen.

Folketinget besluttede i 2014, at anvendelsen af tvang i psykiatrien skal reduceres med 50 pct. inden udgangen af 2020.

Det går godt for Psykiatrien i Region Syddanmark i forhold til at nå måltallene. Faktisk er det forventningen, at psykiatrisygehuset når i mål med reduktionerne allerede i 2019, der også er Region Syddanmarks eget mål.

 

 

Af Sissi Andersen