Boligdrøm stiger i Syddanmark: Kvinder og unge familier gør comeback

YouGov-måling: Fremgang i boligkøbere – i Sydjylland vil 13,8 % købe bolig og 13 % på Fyn ifølge nyt køberbarometer fra home

Foto: home peger på flere forklaringer, hvorfor de to grupper er mere aktive som boligkøbere nu. Foto: Palle Skov, home 

Flere i Sydjylland og på Fyn har planer om at købe bolig det næste halve år.
• 13,8 % i regionens jyske side svarer ja til boligkøb, og det samme gør 13 % på Fyn.
Det er både en fremgang i forhold til for et år siden – og det er over landsgennemsnittet, viser køberbarometeret fra analysevirksomheden YouGov og ejendomsmæglerkæden home (Se tabel for landsdele).
Dermed er Region Syddanmark med til at trække boliginteressen frem på landsplan.
• Andelen af danskere, der planlægger at købe bolig inden for det næste halve år, er nu oppe på 12,5 %.
• Det er et tydeligt løft fra 10,9 % i januar 2025, viser homes seneste køberbarometer lavet af YouGov*.

Og der er især to ting, som springer i øjnene.
Kvinderne er i højere grad tilbage på købersiden, og unge familier fylder også mere.
“Vi kan se, at boligkøberne rører mere på sig – og særligt kvinder og unge familier er tilbage igen. Det er et godt tegn, fordi det viser, at der er tale om et bredt boligmarked,” siger Michael Dalsager, senior kommunikationskonsulent og talsperson i home.
Kvinderne lukker hullet til mændene
I januar 2025 svarede 8,2 % af kvinderne, at de havde planer om boligkøb inden for et halvt år. Et år senere er tallet steget til 12,3 % (landstal).
• Mændene ligger i februar 2026 på 12,6 % – altså næsten samme niveau som kvinderne.

Med andre ord: Hvor mændene tidligere lå klart foran, er forskellen nu stort set væk.
home ser flere forklaringer på, at kvinderne har holdt sig tilbage – og nu er mere boligsøgende.
Forskellige undersøgelser viser, at kvinder oftere er mere forsigtige, når det kommer til økonomi og investering. homes tidligere analyser viser også, at kvinder er mindre tilbøjelige til at tro på stigende priser og oftere svarer “ved ikke” på spørgsmål om fremtidig prisudvikling.
Derfor reagerer kvinderne stærkere på usikkerhed og langsommere på fremgang, vurderer home.
”Høj rente og inflation gjorde i en periode boligmarkedet mere uroligt, men det er ændret markant. Det seneste år har været præget af stor fremgang på boligmarkedet – med 2025 som det tredjebedste år de seneste to årtier, ” siger Michael Dalsager.

Unge familier driver comebacket
Når vi kigger på familietyper, er billedet meget tydeligt: De unge familier er de mest købeklare.
Lavere inflation, pæne lønstigninger og lavere renter er medvind til køberne – og et lavt udbud mange steder får flere købere til at aktivere planerne fremfor at vente på noget, der måske ikke kommer, mens boligpriserne stiger yderligere.
“Det er ikke fordi, det pludselig er blevet nemt at være ung boligkøber – især ikke i København. Men når økonomien føles mere stabil, og udbuddet er stramt, så vælger de unge, der faktisk kan få nøglerne i hånden, at handle frem for at vente,” siger Michael Dalsager og peger på en vigtig nuance:
Boligkøb uden for de store byer er generelt langt mere tilgængeligt – også for førstegangskøberne – fordi boligpriserne er lavere og udbuddet større.

Barometeret viser også, at interessen har løftet sig markant blandt 40–59-årige.
”Gruppen af købere er bred og rummer altså både familier, der er ved at etablere sig og familier med behov for at tilpasse størrelsen på bolig eller beliggenhed,” siger Michael Dalsager fra home.
Typiske skift i livet, der får folk til at søge en anden bolig, er nyt job, skilsmisse/ny familie, flere børn og børn der flytter hjemmefra, fremhæver home.

Flest ser på villa eller rækkehuse

Når danskerne er på boligjagt det næste halve år, fordeler interessen på landsplan sig med:
• 5,5 % har planer om at købe hus/rækkehus
• 4,8 % kigger efter lejlighed
• 1,9 % overvejer sommerhus/fritidsbolig
• 1,5 % nævner anden type bolig

1,2 % af danskerne har planer om at købe to typer boliger, viser målingen fra YouGov.
Landsdele: Så mange vil købe bolig næste halve år
Base Jan/feb. 2026 Base Jan. 2025 Forskel år/år
Nordsjælland 136 14,2% 151 8,9% 5,3%
Byen København 293 14,0% 281 14,3% -0,3%
Sydjylland 216 13,8% 226 10,0% 3,8%
Københavns omegn 210 13,1% 198 10,0% 3,2%
Fyn 210 13,0% 198 10,9% 2,1%
Østjylland 336 12,5% 352 10,0% 2,5%
Østsjælland 92 12,1% 93 13,2% -1,0%
Vest- og Sydsjælland 201 11,9% 198 9,9% 2,0%
Nordjylland 206 9,5% 205 12,9% -3,4%
Vestjylland 126 8,7% 108 7,3% 1,5%
Kilde: YouGov og home, home køberbarometer

*Kilde: Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 2035 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 28. januar – 10. februar 2025.