Charlie inspirerer: Kombiner eventyr med et godt formål

Han har vandret 12.200 km. Og der venter endnu 8000 km forude. Der skal vandres for vandet – eller som projektet hedder “walking for water”.

Onsdag havde eleverne på 10iCampus i Varde fornøjelsen af at møde – og blive inpsireret, af stifteren af Walking for water, nemlig Charlie Uldahl Christensen.

– Hvis I kan kombinere jeres drømme med eventyr og et godt formål, så er I nået langt, sagde Charlie blandt andet til de mange elever, og disse fik så til opgave at brainstorme og fremlægge cases, hvor neto det gode formål var i front – sammenkoblet med verdensmålene og gerne en god portion eventyrlyst.

10icampus fortæller: Besøg af Charlie fra Walking for Water. Charlie har vandret fra Esbjerg til Lagos i Nigeria; 12.200 km for at kunne hjælpe med at få bygget primært brønde i afrikanske landsbyer, så de fik rent drikkevand. Han skal afsted igen til maj.

Derfor var Charlie ude hos os ved 10iCampus for at lære os om frivillighed, samtidigt med at han fortalte om sin egen personlige historie, kombineret med spændende oplevelser, billeder og videoer fra sin rejse.
Eleverne fik inspiration til hvordan man kan gøre en forskel – og vigtigheden heraf – og skulle afslutningsvist selv ud at arbejde med at finde ideer til egen frivillighed som man kunne lave eller støtte.
Nu hvor Charlie har været ude hos os, har 10iCampus været med til at støtte hans arbejde. Derfor vil der blive opført en brønd i Sierra Leone, magen til den på billedet.
Vi siger tusind tak for besøget til Charlie, og vil glæde os til at se et billede af den fremtidige brønd, samt at han får en god vandretur igen til maj

– Jeg er simpelthen SÅ inspireret! Det har været vildt spændende at høre Charlie fortælle om de udfordringer, mange lever med i deres dagligdag, som vi her i vesten nok slet ikke kan sætte os ind i. Selv kunne jeg tænke mig at arbejde med madspild som overordnet emne, måske med inddragelse af fokus på genanvendelse af plastik, fortæller Søs Brinck Nielsen, der er elev på 10iCampus.

– Det betyder meget for mig at formidle til eleverne, at selv om det hele kan se vanskeligt ud i perioder, så er der en løsning. Og alle kan vi på en eller anden måde bidrage. Jeg har valgt dette projekt, fordi her kombinerer i virkelig den gode sags tjeneste og eventyret. det er en fantastisk følelse at gøre en forskel, fortæller Charlie.

OM Walking for water

Efter i 2013 at have opholdt sig et halvt år i Tanzania, i en landsby hvor de lokale måtte vandre 19 kilometer for at komme til rent vand, stiftede Charlie Uldahl Christensen i april 2015 organisationen Walking for Water.

D. 18 maj 2015, på sin 27 års fødselsdag, påbegyndte han Walking for Waters første filantropiske pilgrimsfærd, en vandring på omtrent 20.000 kilometer igennem 7 europæiske og 13 afrikanske lande, fra Esbjerg i Danmark til Lengasti i Tanzania. Formålet var at skabe opmærksomhed på den globale vandkrise, og rejse penge til vandforsyninger til værdigt trængende samfund i de afrikanske lande han passerede på sin vej.

Over de følgende 4 år og 4 måneder har Charlie vandret igennem Danmark, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien, Portugal, Marokko, Mauretanien, Senegal, Gambia, Guinea Bissau, Guinea, Sierra Leone, Liberia, Elfenbenskysten, Ghana, Togo, Benin og Nigeria. På sin vandring har han ikke betalt for overnatning, men camperer enten i bushen eller overnatter hos lokale.

D. 16. august 2019 blev Charlie deporteret fra Nigeria på grund af visa vanskeligheder, og satte for første gang ben i Danmark igen efter sin afrejse. Charlie holder for øjeblikket foredrag om den første fase af sin filantropiske pilgrimsfærd, imens han planlægger sin tilbagevenden til Nigeria, hvorfra hans rute endnu strækker sig igennem Cameroun, Equatorial Guinea, Gabon, Congo Brazzaville, DRC, Burundi, Rwanda, Uganda, Kenya og endelig Tanzania.

(Foto: Facebook)