Læserbrev indsendt af Søren Laulund, Næstformand Plan og teknik og 1. Viceborgmester Socialdemokratiet i Varde
Det skønne hedeområde mellem Blåbjerg Klitplantage og Henne Strand blev solgt til staten af kunstmaleren Christian Lyngbo i 1965. Betingelsen var at heden blev fredet. Heden er Natura 2000 område, altså et område af særlig naturværdi. i mere end 40 år er opfattet området som fredet – og der er endda givet dispensationer i forhold til fredningen.
Stor var forbavselsen da Danmarks naturfredningsforening (DN) oplyste, at området ved en fejl ikke er formelt fredet, men ud fra naturværdier naturligvis burde være det. Det burde være en forms sag at få juraen på plads – og her ønskede et samlet byråd at bakke op.
Selvom forsvaret er statslig så ønsker Forsvaret ikke at støtte op om det oprindelige fredningsforslag som staten indgik aftale om i 60erne. Forsvaret ønsker udvidelse af øvelsesområdet. Det har jeg stor forståelse for, og vi har i Varde ambition om fortsat at være kendt som stolt Garnisons kommune. Trods et forsøg på at imødekomme forsvarets anvendelse af terrænet med fortsat planlægning af kampvognsspor, er det ikke lykkedes at få lavet et kompromis mellem Forsvaret og vores forvaltning. Forsvaret modsætter sig uændret fredningen. Kald mig bare naiv, men jeg synes ikke at noget skal være uprøvet i denne sag – så både Forsvaret og naturen kan tilgodeses. På denne baggrund har jeg taget initiativ til at borgmester og jeg forsøger at finde en politisk løsning i samråd med forsvaret. En løsning der gør, at staten lever op til sin oprindelige aftale med Lyngbo, Forsvaret får mulighed for sit vigtige virke, en naturperle bevares- og ikke mindst fejlen i fredningen kan gøres om.