Varde Kommune har solgt 37 hektar jord øst for Varde til Nera Holding Sàrl fra Luxemburg. Salget betyder, at der indenfor de næste tre år bygges et eller flere datacentre på grunden.
Varde Kommune har for første gang solgt jord målrettet datacentre. Køberen af de 37 hektar er Nera Holding Sàrl fra Luxemborg, der etablerer et dansk selskab, som skal stå for det videre projekt.
Nera Holding har både udtrykt ønske om at drive det kommende datacenter med grøn strøm, men også etablering af et samarbejde med Din Forsyning om at aftage overskudsvarmen. Varde Kommune forventer derfor et bæredygtigt koncept.
En repræsentant fra Nera Holding oplyser, at selskabet ser frem til et fortsat godt samarbejde med Varde Kommune og de mange andre interessenter, som bliver en del af projektet.
Mads Sørensen, borgmester i Varde Kommune:
“Det er et langt træk, der nu ser ud til at lykkes. Vi har med salget tiltrukket en helt ny industri til Varde Kommune. Det betyder nye arbejdspladser i anlægsperioden, men også når datacenteret efterfølgende skal driftes. Samtidig viser salget over for resten af datacenterbranchen, at vi i Varde Kommune har gode forudsætninger for placering datacentre.”
Fakta
• Varde Kommune begyndte i 2017 at lokalisere attraktive arealer til datacenterindustrien, hvilket er flad jord uden arkæologiske fund og tæt på fiber og strøm. Det skete sammen med Invest In Denmark, Energinet og Energiselskabet N1.
• Kommunen opkøbte i alt 37 hektarer landbrugsjord og fik lokalplanlagt området specifikt til datacentre. Det har betydet, at jorden var Plug and Play for potentielle investorer.
• De store internetfibre fra New Jersey i USA og Newcastle i England går ind i det nordlige Varde Kommune, mens Esbjerg Kommune har den vigtige fiberkabel til Holland.
• De kommende år vil der ske en udbygning af energiøer og vindmølleparker i Nordsøen, hvorfor Varde Kommune har gode forudsætninger for at tiltrække strømintensive virksomheder som datacentre.