“Nåååh så er der nok blevet tomt hjemme hos jer, hva….!?”
Du kan lige så godt slå mig i hovedet med en spade.
Ja gu er der blevet tomt, men man behøver vel ikke få læsset 5 kg salt i såret vel? Yngstedatteren er rejst. Helt til Spanien. For at uddanne sig til guide. Og i store træk er det jo godt. Dejligt mine børn lever livet, oplever og smager på tilværelsen. Mens jeg sidder som en anden diagnoseramt mor og ser alverdens ulykker vælte ned over dem, fordi jeg ikke er der, – hvilket heldigvis ikke er sket endnu.
Her er blevet tomt. Med tre børn, der blev født indenfor 4 år, har der i rigtig mange år været liv, larm og ståhej – altid – her i hjemmet. Og jeg har nydt det!
Nu er her en larmende stilhed.
“Du skal bare gå noget mere ud.” Sagde en venlig sjæl, og jeg ved jo godt, det var rigtig venlig ment, men sagen er den, at jeg er sådan en ægte stueplante. Jeg elsker at være derhjemme. Bevares, jeg kommer da også ud og ser noget af verden ind imellem, men jeg glæder mig mest til at komme hjem. Hver gang. Ærligt. Selv om det også er skønt at mærke verden udenfor – forstå mig ret!
MEN. Jeg sætter faktisk pris på mit hjem – og egentlig også på mit eget selskab (og min hunds) de mange timer manden er på job. Jeg har simpelthen ikke behov for at mærke verden i form af 293 kunstudstillinger, koncerter, foredrag og weekendture i et væk…
Jeg gør det jo…. tager afsted ind imellem – og hygger mig, sætter så meget pris på invitationen og NYDER, at der sker lidt, men igen – jeg glæder mig også til at komme hjem. Hver gang.
Men prøv at tænk, hvis det ikke var sådan? Hvis man hadede at skulle hjem, hvis hverdagen var forfærdelig, hvis alt føltes som at gå i ét med tapetet… Næ nej, jeg kan lide mit arbejde, mit hyggelige hjemmekontor og de vanlige rutiner… velkrydret med en tur ud af huset ind imellem….
Men hvorom alting er, så glæder jeg mig til yngstefisen vender hjem, og til de to store kommer hjem og vender næste gang….
Og tænk engang hvis det ikke var tilfældet….