Så skete det.
Den sidste fløj fra reden. Mine to ældste døtre gjorde det for flere år siden, og selv om det var præcis sådan, det skulle være, gjorde det ondt. Mere end jeg havde regnet med. Jeg kunne ganske enkelt ikke holde ud at se de åbne døre ind til deres værelser. Så jeg lukkede dem. Ikke fordi jeg ville glemme dem.
Tværtimod.
Jeg savnede dem så frygteligt, at jeg ikke kunne bære synet af de tomme rum. De lukkede døre blev på en eller anden måde min måde at passe på savnet.
Sidste år tog den yngste på guideskole i Spanien. Det var en slags generalprøve. Jeg mærkede allerede dengang, hvad der ventede. Og hold da op, hvor var det dejligt, da hun kom hjem igen. Huset blev fyldt med liv, grin, rod på badeværelset og den evige jagt på opladere, som ingen tilsyneladende ejer, men alle mangler. Hendes utallige strømper i sofaen. Min dyre mascara, der altid var at finde i hendes toilettaske. De mange åbne oste, der LIGE skulle smages på, og som alligevel ikke faldt i smag. De mange sko i bryggerset. Mærkelige frugter, der tilsyneladende var ET FUND, i køleskabet. Resterne i slikskålen, hvor der var taget en lille bid af ALT.. Jeg nåede næsten at bilde mig selv ind, at hun nok blev boende lidt endnu.
Det gjorde hun ikke. Nu er hun draget ud i verden. Nå ja… Verden er i dette tilfælde Århus. Ligesom storesøsteren. Mit hoved siger, at det er præcis, som det skal være. Hun skal læse. Møde nye mennesker. Blive klogere. Leve.
Mit moderhjerte har en lidt anden holdning. Det skriger. “Du kommer bare hjem igen,” sagde jeg tappert. Hun grinede. Det gjorde jeg også. Lidt.
Nu står der tre børneværelser. Tre tomme børneværelser. Jeg tror nu alligevel, at dørene får lov til at være lukkede lidt endnu. Ikke for evigt. Bare indtil jeg har vænnet mig til tanken. Så må jeg tage mig sammen. Rydde op. Flytte lidt om. Finde ud af, hvad de rum nu skal bruges til.
Måske.
For de vil jo nok altid være pigernes værelser. Også selv om de ikke længere bor der. Der bliver også stille. Meget stille. Jeg skal ikke længere hente hende klokken tre en fredag nat i Esbjerg. Nu ligger jeg sikkert vågen af en helt anden grund. Nu tænker jeg på, om hun mon kommer godt hjem gennem Aarhus en sen fredag aften. Mon hun husker at spise ordentligt. Mon hun får sovet. Mon hun er glad.
Jeg kender godt svarene. Ja. Ja. Og ja.
Hun skal bo på et værelse i en lejlighed sammen med to andre studerende, der vist nok hedder Mads og Simon, som nok skal passe på hende. Hun kommer til at få det skægt. Hun kommer til at få venner for livet. Hun kommer til at opleve alt det, man skal opleve, når man flytter hjemmefra. Og sådan skal det være. Det er jo hele meningen.
Jeg skal bare lige vænne mig til, at mit hjem ikke længere er deres hverdag. Det er blevet deres holdeplads. Et sted de altid kan komme tilbage til. Et sted, hvor køleskabet stadig er åbent. Hvor vasketøjet mirakuløst bliver rent. Og hvor mor – selv om hun prøver at lade være – nok altid kommer til at spørge: “Husker du nu at passe på dig selv?”
Hun vil sikkert bare grine. Og det er også helt, som det skal være.
Men hvis nogen spørger mig, hvordan det føles, når den sidste flytter hjemmefra, så er svaret egentlig ret enkelt:
Det er fantastisk. Og frygteligt. Præcis på samme tid.
Godt hun kommer hjem på sommerferie om en uge… siger moren, der vrælede bag solbrillen hele vejen hjem fra Århus…