“Derfor måtte vi sige farvel til Kitty Gamkin”

Læserbrev af Det Konservative Folkeparti i Varde Kommune

Det er aldrig sjovt, når man skal sige farvel til en god partikollega – en kollega, som vi har arbejdet sammen med i næsten tre år, men også en kollega, som vi har haft det utroligt hyggeligt sammen med, når vi er mødtes under mere afslappede former. Derfor er vi oprigtigt kede af, at det kom så vidt, men Kitty gav os desværre ikke andre muligheder, for holdet er og bliver det vigtigste.

Vores farvel til Kitty hænger naturligvis sammen med vederlagssagen, men handler faktisk mere om en klassisk udfordring i dansk politik, hvor en politiker går imod sin egen gruppe. Kitty må gerne have mene, at pengene skal betales tilbage, men når hendes byrådsgruppe og bestyrelsen i Det Konservative Folkeparti beslutter, at lade sagen ligge, indtil Ankestyrelsen har udtalt sig, så har Kitty kun to valgmuligheder. Enten bakker hun op om partiet, ellers så går hun sine egne veje. Kitty valgte det sidste og samtidigt stod det klart, at hun ikke længere har tillid til gruppeformand Steen Holm Iversen og heller ikke bakker ham op som partiets spidskandidat til kommunalvalget i 2025. Steen er valgt af generalforsamlingen i Det Konservative Folkeparti, inkl. Kitty, og det siger sig selv, at man ikke kan være i et parti, hvis man er uenig om så centrale emner.

Vi ønsker Kitty det bedste. Hun er en knivskarp politiker, der har sine meningers mod og som uden tvivl har vidst, at hendes handlinger kunne få konsekvenser.