Det er et stigende problem, og det er den almindelige hverdagskunde, der rammes

Butikstyverier har været et velkendt fænomen så længe der har eksisteret butikker, men problemet er stigende, og i Kvickly Varde råbes der nu vagt i gevær!
– Det er kort sagt forbistret irriterende, lyder det fra varehuschef Simon Eriksen, der fortsætter:
– Her i butikken er det blevet et trist hverdagsfænomen, at vi opdager butikstyveri, og det i så voldsom grad, som aldrig før.
Varehuschefen vurderer, at det er mellem 300.000 og 500.000 kr., der går uden om kasseapparaterne grundet butikstyveri om året.

– Vi tager mange i ugerningen, og det er så kedeligt. Ærligt talt, så er det den del af mit job, jeg helst ville være foruden. Det er aldrig sjovt at skulle standse en ung mor med en barnevogn og konstatere, at mistanken var velbegrundet, ligesom med alle de andre, vi desværre må holde tilbage, inden politiet kommer.
For politiet kontaktes hver gang, slår Simon Eriksen fast, der efterhånden har hørt alle former for undskyldninger for at forsøge at slippe for at betale.
– Noget af det værste ved denne tendens er, at vi pr. definition bliver mistænkelige og har ganske andre øjne på kunderne end førhen, og det gør mig ondt. Fordi langt de fleste kunder er gode ærlige og rare mennesker, men når det er så stort et svind, er vi nødt til at reagere, siger Simon Eriksen.

Varehuset har jævnligt butiksdetektiver, og det er effektivt, ligesom der også er alarm på mange varer.
– Vi bruger alt for meget tid på det; tænk på, når vi fanger en butikstyv, går der hurtigt to timer med alt det formelle med politi osv., og det prioriterer vi naturligvis, men det er jo tid, der går fra alt vores almindelige arbejde i butikken. Det ærgrer mig.
Simon erkender, at en af løsningerne må være øget overvågning, blandt andet i form af flere butiksdetektiver, ligesom hans personale er blevet bedre til at spotte dem, der forsøger at slippe ud med varer gemt her og der.

– Jeg er simpelthen frustreret, og udviklingen er så ærgerlig, men vi arbejder videre med at finde løsninger, der kan bremse den kedelige udvikling, slutter han.

Politiet: Generelt stigende problem
– Det er landet over – det er et markant stigende problem, og det er virkelig kedeligt, lægger Kåre Jensen ud, der er ansat ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Han oplever i et større omfang end tidligere at blive kaldt ud til butikstyverier, og han har et bud på tendensen:
– Jeg fornemmer, at det er af nød, flere stjæler, kort og godt. Mange – især børnefamilier – har ondt i økonomien, formentlig grundet stigende priser, og så er den hurtige løsning butikstyveri. Jeg har ikke de vises sten til at knække koden til at løse det, men jeg vil anbefale butikkerne at tænke i mere overvågning, butiksdetektiver og alarm på varerne. Og så klæde personalet på til at være i de situationer, der opstår i forbindelse med et tyveri.
Kåre Jensen kan ikke se et generelt billede af, hvem det er, der står bag butikstyveri, ifølge ham er det alle typer mennesker i alle aldre.

Som betjent kommer jeg naturligvis, når jeg bliver kaldt ud til et butikstyveri, men vi har nu engang kun de ressourcer, vi har, så vi kan jo ikke gå patrulje eller lignende i supermarkederne, selv om det måske kunne forhindre en del af tyverierne.

Betjent, Kåre Jensen