Det gode liv på plejehjemmet

Læserbrev indsendt af Erhardt Jull, Toften 16, 6840 Oksbøl, Konservativ byrådskandidat, 23814219

 Kerneopgaven for plejecentrene i Ældreområdet er ”Det gode hverdagsliv – for den enkelte og i fællesskabet”. Det gode hverdagsliv for beboere, pårørende og medarbejdere.

Måltidet er en vigtig del af det gode hverdagsliv. Det er både den daglige mulighed for menneskeligt nærvær og samvær, og kalorier til livets opretholdelse – selve måltidets konkrete indhold til både at have en velfungerende psyke og fysik – ”uden mad og drikke, duer de gamle helte ikke”.

Opmærksomhed på individuelle ønsker og behov for særlig kostformer varetages i fællesskab af plejepersonalet, kostmedarbejdere og den kostfaglige konsulent. Den varme mad lavet i eget køkken, i stedet for mad fra det Danske Madhus der skal opvarmes, vil jeg foretrække og arbejde for.

Men lige så vigtig er det, at personalet har tid til at deltage i måltidet sammen med de ældre. Samvær omkring middagsbordet er livgivende, giver appetit og gode øjeblikke.

At leve på plejehjem i Varde Kommune bør handle om at føje år til livet og ikke mindst at føje liv til årene.