Det Konservative Folkeparti tilslutter sig historisk stort budgetforlig i Varde Kommune

Pressemeddelelse: DET KONSERVATIVE FOLKEPARTI TILSLUTTER SIG HISTORISK STORT BUDGETFORLIG I VARDE KOMMUNE

Den helt store udfordring på årets budgetseminar var uden tvivl Borgercenter Varde i daglig tale BCV. Bygningerne er i dårlig stand og er ikke optimale for de ansatte i Børn og Familie, Jobcenteret og Borgerservice. Gruppeformand Steen Holm Iversen uddyber:

”Det Konservative Folkeparti kom til budgetseminaret med et mål om en renovering af Borgercenter Varde, men vi blev undervejs præsenteret for muligheden for etapevis nybyggeri. Nu skal den mulighed kvalificeres samtidigt med, at vi skal have svar på en række spørgsmål i forhold til en eventuel renovering. Vi har afsat 130 millioner, og det er historisk mange penge, men det giver os mulighed for at gå med enten en renovering eller etapevis nybyg. Vi kan samtidigt gennemføre en række andre investeringer f.eks. en udvidelse af børnehaven Skovmusen i Oksbøl, og vi kan også igangsætte en renovering af vores svømmehaller”.

Det Konservative Folkeparti er grundlæggende tilfreds med budgetforliget, der også indeholder en række investeringer på blandt andet ældreområdet og børn- og ungeområdet.

Forligspartierne har tidligere godkendt og bevilget penge til et Teater- og Musikhus i Varde. Der er imidlertid tilstødt en række usikkerheder i projektet, der gør, at vi er nødt til at stoppe op og få kigget projektet efter i sømmene, for at være sikker på at vi kan lande et projekt, som er økonomisk forsvarligt, og som borgere og brugere bliver glade for.

Vi er også tilfredse med, at der var opbakning til at styrke kommunens administrative ressourcer til håndteringen af såvel den grønne omstilling samt en håndtering af det pres, vi i øjeblikket ser på det sociale område.

Vi har sammen med øvrige partier længe haft fokus på at ruste Varde Kommune bedst muligt til de udfordringer, som vi ser ind i i 2030. Vi er derfor også tilfredse med, at vi i fællesskab har besluttet at finde midlerne til at finansiere nye strategiske initiativer indenfor rekruttering, bosætning og vækst og udvikling.

Budgetforliget indgås på ryggen af en række gode og forstandige beslutninger, som blev truffet i sidste byrådsperiode. Det betyder, at vi ikke i modsætning til mange andre kommuner i Danmark, har måtte ud og skulle finde besparelser i millionklassen. For Det Konservative Folkeparti er det af afgørende vigtighed, at vi sikrer Varde Kommune og Varde Kommunes borgere en stabil økonomisk drift og udvikling. Den udvikling viderefører vi med dette forlig trods historisk store, men nødvendige investeringer.

Tak til de øvrige partier for nogle gode og konstruktive forhandlinger.