Jeg har vanskeligt ved at gennemskue det.
Om det er fordi, der gik prestige i den ved at sige, man havde lidt stress eller fuldstændig vanvittig travlt – for lige som at signalere sin uundværlighed? Sådan oplevede jeg det lidt for år tilbage, hvor der var en lille bitte tilbøjelighed til at sygeliggøre sin travlhed.
Lad mig understrege. Stress er absolut ikke for sjov. Og de, der rammes af det for alvor, skal man sandelig tage alvorligt! Jeg kender et par stykker, der har dykket ned i gulvtæppet, og der var ikke tale om skaberi.
Men der er sgu tale om skaberi – ind imellem. En god ven fortalte følgende:
Min kollega skiftede job – til et eller andet offentligt kontor. Fra at have haft generelt travlt i virksomheden, fik vedkommende faktisk stress af, at der var en kultur, hvor man skulle signalere for meget travlhed. Så han endte med at bruge det meste af formidagen på at banke på kollegers døre for at fortælle, hvor sindssygt travlt han havde, og han endte med en sygemelding!
Kan vi ikke prøve at redigere det der stresspunkt inde i hovedet til at have lidt travlt i perioder? Man får ikke nødvendigvis stress af at have en uge med ekstra drøn på og et par overarbejdstimer. Altså! Men jeg kan faktisk godt sætte mig ind i, at hvis ens kolleger altid taler om, hvor stressede de er, så smitter det nok?
Men at høre om andre folks sygdomme og elendigheder eller hvad de har drømt om natten – det er jo – hånden på hjertet – de færreste der synes det er fedt… ikke?
Og så er der jo det her med, at hvis man rammes af stress, er det jo ikke altid jobbets skyld – selv om det nok er det nemmeste at sige….
Ryd op, smag på ordene, før du siger dem. Jeg har selv en kedelig tendens til at sige “det var nok fordi jeg havde så travlt, jeg ikke nåede det…”
Vrøvl – hvis jeg ville nå det, så havde jeg nået det – uanset hvad det så var…