Dinosaurerne blev vækket til live på Tistrup Skole

På Tistrup skole har indskolingen arbejdet med dinosaurer som tema, og børnene har arbejdet efter VØL-metoden (hvad Ved vi allerede, hvad Ønsker vi at vide mere om, og hvad har vi Lært). Temaet har været en vekselvirkning mellem faglig undervisning, opsøgende viden og kreativ bearbejdning, hvor eleverne blandt andet skulle lave deres egen dinosaur i saltdej. Pludselig – midt i undervisningen – fik indskolingsklasserne besøg af to store tyrannosaursuer, som pænt bankede på døren og spurgte: ”Må vi kigge indenfor og høre hvad I ved om os?”, og så fik de to dinosaurer ellers en informativ omgang ”Her er dit liv”, om de forskellige arter af dinosaurer, hvornår de levede, hvad de levede af og meget anden viden om dinosaurernes liv.

De to dinosaurer traskede roligt og fornøjeligt videre på skolens gange – godt fyldt op med vigtig viden om sig selv og sine slægtsarter.

Det har været fedt at gå i dybden med et tema, som børnene har kunnet arbejde med på tværs af fagene og med mulighed for at være kreative i processen! Og så var det bare megasjovt at hoppe i et tyrannosaurus-kostume og lade børnene leve i temaet ved at fortælle de to virkelighedstro dinosaurer om den viden, temaugen har givet dem!” lyder det fra en glad klassepædagog – og t-rex -, Morten Hesselholt.

På Trane skole har man tit temaforløb, hvor børnene lærer om specifikke emner på tværs af fagene. Man har for eksempel haft tema om middelalderen, hvor man havde besøg af to riddere, som fortalte om deres udstyr og efterfølgende stillede op til ’kamp’ med børnene. Der blev også syet dragter og punge, og børnene prøvede at leve en dag, som var det i middelalderen.

Vi ser den legende læring som en inspirerende tilgang, hvor børnene udvikler sig ved at ’leve i temaet’. Og så er det med til at give skoleglæde, fordi man i en periode arbejder på en anden måde og tværs af fag og klassetrin”, lyder det afslutningsvis fra indskolingsleder, Michael Møller Andersen som roser personalet for endnu et inspirerende temaforløb.