Dorthe har en passion – for det kreative – krydret genialt med genbrug.
Hun har gennem hele livet sværmet omkring kreativitet. Tog som ganske ung uddannelsen som tøjdesigner, og var i branchen i en årrække.
I dag tager hun udgangspunkt i gamle duge, sengetøj og stofrester. Og resultatet er imponerende!
– Da vi fik børn faldt jeg mere til ro, hvis man kan sige det sådan, og jeg tog uddannelsen som sygeplejerske og sidenhen som sundhedsplejerske, fortæller Dorthe Æbelø, der gennem alle årene har været flittig med strikketøjet, men altså forlod tøjbranchen.
– Med unge mennesker i husstanden hører jeg jo uvilkårligt meget om genbrug og nytænkning med gammelt tøj, og det må jeg tilstå har inspireret mig, fortæller Dorthe videre, der er mor til tre børn, Katrine, Mathilde og Mathias. Ældste datter har i øvrigt taget en uddannelse indenfor marketing og hjælper sin mor med synliggørelse af de fine produkter.
Hvad der startede med et par små toilettasker syet af “mormors gamle duge” har med tiden udviklet sig. I dag kan Dorthe præsentere de smukkeste skjorter og kjoler, flotteste tasker og toiletpunge blandt de mange kreationer, du kan se næste søndag til KREA-DAGE i Tambours Have.
– Jeg har tænkt på at melde mig til i flere år, og nu skal det altså være, siger Dorthe med et smil, mens der bliver pakket de fineste design ned – og symaskinen stadig er tændt – frem til lørdag aften, som hun siger…
Søndag pakker hun det hele ud ved en flot stand i den smukke have. Man kan endvidere dekorere sin egen frugtpose med tekstilfarver ved Dorthes stand.
Instagram profil: @krea_passion
Krea-festival foregår i næste weekend, d. 21. og 22. juni i Tambours Have. Masser af spændende udstillere – se mere på Tambours Haves Facebookside. Dorthe er klar ved sin stand hele søndag.




