“Du skal ikke tro du er noget”

Læserbrev, indsendt af Sarah Andersen (V) næstformand Sundhedsudvalget Region Syd

I disse dage er jeg særlig glad og stolt over mine to kasketter som henholdsvis politiker i Region Syddanmark og sygeplejerske på Esbjerg sygehus.
Hvorfor? Fordi en af marts måneds gode historier er, at godt 97000 patienter udtrykker tilfredshed med Region Syddanmarks sundhedsvæsen.
Mennesket har en stemme, når andre lytter. I Region Syddanmark har vi lyttet til de 97770 patienter, der har givet deres mening til kende i den landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser (LUP) på de somatiske og psykiatriske sygehuse i Syddanmark.
Over 98 procent af patienterne svarer, at de bliver mødt af venlige og imødekommende sygehusmedarbejdere, og generelt er der stor tilfredshed med behandlingen på de syddanske sygehuse.
At et menneske (patient) føler sig SET og HØRT i mødet med sundhedsvæsenet, er den vigtigste forudsætning for ”succes” i den rejse, der venter forude, uanset hvilke symptomer eller sygdom der ligger til grund.
Der er altid plads til forbedringer og områder hvor den oplevede patienttilfredshed kunne være bedre. Derfor udpeger sygehusene (og de respektive afdelinger) områder på baggrund af LUP-data, hvor der kan sættes ind med intern udvikling og forbedringer. Dette forbedringsarbejde garanterer jeg, at have øje for i fremtiden.
Men i dag vil jeg gå rundt med følelsen og troen på, at “VI er noget”.