Efterår i Eventyrets Land

Efteråret lurer, og september måned udstilling i KunstLab er med værker af Oksbøl-kunstneren Ann Møller, inspireret af efteråret.

– Efteråret er en årstid, der er mange meninger om. Nogle bliver melankolske og småtriste, mens andre finder en ro og glæde i denne årstid, hvor dagene støt og roligt bliver kortere og kortere. Og pludselig midt i det hele viser der sig en eksplosion af farver overalt, som så med et snuptag er væk igen, når de kraftfulde storme sætter ind, siger Ann Møller, der finder stor inspiration i årstiden. – Alle efterårsindtrykkene inspirerer mig og sætter gang i skabertrangen, når jeg færdes i skoven, på heden, ved havet – og i min egen have. Tankerne får frit løb, og der kommer små fortællinger ned på lærredet og i mine skulpturer, når jeg senere sidder hjemme i mit værksted og arbejder.

Ann Møller har tegnet, malet og modelleret siden barndommen og har i tidens løb skabt sin egen stil, en figurativ stil med et strejf af noget fabulerende og fortællende.

– Mine billeder og skulpturer skal helst pirke lidt til beskuerne og sætte gang i deres fantasi. Der må gerne være en lille snert af eventyr i kunsten, siger Ann Møller, og i den sammenhæng føler jeg mig faktisk helt privilegeret ved at bo lige midt i det dejlige område, der ofte er blevet omtalt som Eventyrets Land.

 

Se mere om Ann Møller på www.annmoller.dk

 

Udstillingen kan ses i KunstLab, Vestervold 11D i Varde fra d. 2. – 28. september

Hverdage fra kl. 9-17, weekender fra kl. 12-16