Eksperimenterende forfatterkoncert med råberemser, kærlighedsbesværgelser og masser af ord!

Peter Adolphsen, TS Høeg og Sternberg udgør tilsammen orkesteret T/S Sterndolph. Onsdag 16/11 kl. 19 folder de sproget og musikken ud på Varde Bibliotek.

Det bliver både sjovt, poetisk og måske også provokerende, når T/S Sterndolph optræder på Varde Bibliotek. Orkesteret, der udforsker, hvad ord og musik kan sammen, optræder med stor og markant kraft og viser en alternativ måde at bruge litteraturen på.

Tingeltangel og Christopher Walken

Orkestrets sange tager udgangspunkt i følelser og velkendte emner fra kulturen og hverdagen. I numrene kommer de bl.a. ind på kærlighedsbesværgelser, stenalderen, radiatorer, Christopher Walken og tingeltangel i temmelig uforudsigelige kombinationer.

TS Høeg har været en markant skikkelse på den eksperimenterende scene siden 1980’erne som bl.a. forfatter, saxofonist, komponist og orkesterleder.
Sternberg er digter og arbejder i en konceptuel, empatisk stil med performances, koncerter og installationer.
Peter Adolphsen debuterede som forfatter i 1996 og har skrevet en række nyklassikere i dansk litteratur. Hans værker er oversat til 10 sprog.

T/S Sterndolph udgav deres første LP i marts 2016, og de har tidligere bl.a. optrådt på spoken word-scenen “Forfatterskabet” på Roskilde Festival.
Billetter til koncerten kan købes på vardebib.dk/detsker og koster 50 kr.