Der, hvor det begyndte at gå op for mig, at der var noget galt, var, da min svigersøn stille luskede af med sin kaffe, mens jeg lettere hysterisk tjekkede udløbsdato på kaffekapsler og evt. mug i kaffemaskinen.
(Beklager på forhånd, tror denne klumme kan gribe lidt om sig…)
Det er 7 måneder siden, jeg mistede min smags- og lugtesans. Jeg fik corona hen over julen. Kom egentlig forholdsvis nemt, men søvnig, igennem det, på trods af en ret irriterende efterfølgende hoste. Ingen klager. Har hørt sygehistorier nok til ikke at pive over mit coronaforløb. MEN, det her med smags- og lugtesansen…. Det er noget underligt noget. Aldrig har en julemiddag da været så trist. Vi sad 6 mand om bordet og kunne mere eller mindre (mest mindre) intet smage, nogen af os.
“Det går jo over…” tænkte jeg. Men det gjorde det bare ikke.
Efter at have snust til alverdens dufte igennem det tidlige forår og konstateret, at pebermynte og stærk citrus går igennem, men intet andet, begyndte jeg at kunne lugte røg. Ingen i familien ryger, så jeg undrede mig. Sådan en sur gammel værthuslugt – i næsen 24-7…
“Det går jo over…” tænkte jeg. Og det gjorde det. Men blot for at blive endnu værre.
Jeg elsker en god kop kaffe. Duften af kaffe. Men jeg havde nogle dage studset over, at det lugtede af kloak, når jeg tændte for min gode Tassimo. Opdagede overhovedet ikke, at familien kiggede desorienteret på mig, mens jeg rensede og rengjorde køkkenet. Lugten bredte sig til køleskabet. Altså når jeg åbnede køleskabet, lugtede der af råd. Kan bedst beskrives som en kombi af gammelt surt blomstervand og råddent løg. Men der var hverken rådne løg eller gammelt blomstervand i køleskabet…
“Det går jo over…” tænkte jeg. Men det er ikke gået over.
Jeg har nu i 3 måneder haft råddenskab i både smags- og lugtesansen. Kække kommentarer om, at “det jo er en super slankekur” og “det vænner man sig vel til” er en del af min hverdag, når jeg takker nej til diverse ting. Og ja, det ER da en glimrende diæt, – men vænner mig til det – nej! For det er simpelthen så ubehageligt. Og jeg er rigtig ked af det. Tænk hvis det aldrig går over…
Forleden fik jeg sådan en gevaldig lyst til en leverpostejmad – fordi – jeg kan sagtens HUSKE, hvordan ting smager, men den seneste tid har lært mig at gennemgå dufte-ritual, inden indtag.
Jeg kan ikke lugte forskel på leverpostej, makrelsalat, rengøringsmidler eller hundens prutter! Kød smager fælt, så jeg er blevet vegetar, og det er egentlig helt fint, for der er en del grøntsager, der svagt smager af det, det er.
Jeg lever fortrinsvis af knækbrød med ost. Fordi det svagt smager af knækbrød og ost. Og sådan er der nogle ganske få ting, der er okay. Mens jeg med voldkvalme måtte holde vejret, da jeg stegte en sæk bacon til en fest for nylig.
Naturligvis har jeg lavet et lille research på det her fænomen, og jeg erfarer, at jeg ikke er den eneste i verden. Godt så. Smags- og duftforstyrrelser i denne grad rammer oftest de, der ikke var særlig syge af Corona, og fortrinsvist unge mennesker. Den lader jeg så stå et øjeblik…
I mit eget netværk er jeg stødt på flere personer med lignende udfordringer. Vi har talt om det – og prøvet de samme ting… Ja – Har prøvet alverdens gode råd. Grillet en appelsin sort og spist den med sukker på. Ingen effekt. Duftet til olier med intens duft (siges der?). Spiser tre zink-tabletter hver dag, fordi det læste jeg, skulle hjælpe, … venter stadig spændt på effekten.
Så… halløj derude – hvis nogen har et godt råd, så hører jeg (og tilsyneladende en god håndfuld andre) meget gerne fra jer (læs: MEGET gerne!) – og hjælper det, så gi’r jeg den allerbedste kop kaffe. HOLD nu op hvor jeg savner den kop kaffe, som jeg kender og husker den…