Er artiklen stadig tilgængelig?

Hjælp mig lige her. Jeg kan ikke gennemskue, hvad det går ud på…?

Jeg havde en sofa, jeg gerne ville sælge, og da jeg almindeligvis ikke sådan sælger “ting”, var jeg lidt i tvivl om, hvordan jeg kunne få den hurtigt ud af døren (en sofa for meget fylder lige vel meget i stuen…)

Prøv Facebook, sagde flere – og det gjorde jeg så. Luskede ind på det her Marketplace, og fandt adskillige køb/salg-grupper, postede fotos af sofa, bum. Afventede!

Der gik nøjagtigt 3 splitsekunder, så var den første forespørgsel. “Er artiklen stadig tilgængelig?” – jeg jublede på tasterne tilbage – at “ja da – kom frisk” – men nu begyndte det at blive underligt.

Jeg havde måske forventet spørgsmål om sofaens stand, nøjagtig farve osv., men næh, “køber” skrev bare, at han gerne ville købe den, men at han “hvde majt arbajd og ville sende et bud med penge i kuvert.”

Luskede ind og tjekkede hans Faccebookprofil. Oprettet for 3 dage siden – hmmm alarmklokkerne ringede… men kunne ikke gennemskue, hvad det her var for noget. Manden (med pudsigt navn i øvrigt) rykkede for aftalen om et UPS-bud, der ville komme med en kuvert og hente sofa. Og så var det, jeg ringede til en livline. Som sagde, at det der skulle jeg holde mig fra. Hvorfor, kunne han ikke helt forklare – han havde det nok som mig – at det her lugtede, men hvad i hede hulan var det for noget? Fordi – nu var der dukket yderligere 3 forespørgsler op. Med nøjagtig samme ordlyd. “Er artiklen stadig tilgængelig?”.

Jeg brølede NEJ. Slettede annoncen rundt om og endte på Gul & Gratis.

Men jeg forstår det ikke. Hvad går det ud på? Alle henvendelser er fra nyoprettede Facebookprofiler, umiddelbart temmelig falske profiler, med roser og blomsterkranse som profilbilleder.

Hvad handler det om?

Nogen der har et bud? (Gælder i øvrigt ikke længere min virkelig pæne sofa, der blot viste sig at være for lille til vores efterhånden store familie…. og som blev solgt – via Gul&Gratis)