Politiet: Om få dage begynder efterårsferien.
Aftal allerede nu med dine naboer, hvem der passer på boligerne og på kvarteret i næste uge.
Godt naboskab koster ikke mange ressourcer for den enkelte, men effekten er tydelig.
Erfaringer fra udlandet viser, at op imod hvert fjerde indbrud bliver forhindret, fordi naboernes indsats betyder, at tyven vælger området fra. I tilgift har to ud af tre indbrudstyve oplevet at blive afbrudt af årvågne naboer.
Gode råd til dig, der bliver hjemme i efterårsferien:
– Aftal med naboerne, at du kigger efter deres hus og holder øje med kvarteret, mens de er væk. Brug Nabohjælps-appen som et nyttigt værktøj. Du finder den her: https://nabohjaelp.botrygt.dk/app
– Sørg for, at affaldscontaineren er kørt på plads, efter at den er tømt, at postkassen ikke er fuld, og at der er lidt frisk vasketøj på tørrestativet og lidt legetøj i haven. Selv små ting kan overbevise en tyv om, at der er nogen, selvom nabohuset er alene hjemme i ferien.
– Møder du nogen, du ikke kender, i kvarteret, så sig ”hej” og spørg, hvem de søger, og om de har brug for hjælp. En tyvs største frygt er at blive genkendt, så derfor bryder vedkommende sig ikke om at blive kontaktet.
Skal du på ferie? Gode råd inden du pakker kufferten:
– Lad være med at fortælle om ferieplanerne på Facebook m.m. Tyven læser måske også med.
– Kig på din stue udefra og se det samme, som tyven ser. Gør det til en vane at gemme værdierne væk, når du tager hjemmefra.
– Lidt opvask i køkkenet, en kaffekop og en opslået avis på stuebordet… En række små ting gør, at dit hus ser beboet ud, mens du er væk på ferie – og kan gøre, at tyven vælger dit hjem fra.
– Rigtig mange gemmer smykkerne i soveværelset eller på badeværelset. Det ved tyven, når han bryder ind. Find et nyt opbevaringssted allerede i dag!
– Alle handymænd med respekt for sig selv har værktøj og andre redskaber derhjemme. Men husk at låse redskabsskuret eller garagen af, så tingene ikke ender i hånden på en tyv.