Er vi virkelig ikke mere ambitiøse, og forbi den form for valgkamp?

Læserbrev af Mads Sørensen, spidskandidat Venstre Varde 

Splittelse og nedslidt?

Det må være nogle andre vinduer, Hans Julius har stirret ind af, end dem til Venstre i Varde.

Vi i Venstre står både samlet og særdeles friske på en valgkamp.

Vi dansende valgkampen i gang fredag i sidste uge, og dem som overværede val(g)sen kunne se, at der både er rytme og fælles fodslag i Venstre – og vi glæder os til at komme ud og fortælle vælgerne om Venstres ambition “Varde kommune – i vækst og balance”

Så jeg kan med ganske god ro i maven udtale mig for hele Venstre-flokken, at vi er utålmodige, men hverken slidte eller urolige, tvært imod.

Men det kunne da være mere interessant at høre, hvad Hans Julius og soc.dem. har af visioner udover at hvæse af blå blok – det er selvfølgelig friskt at skyde på andre hvis ens eget krudt er løst.

Er ambitionsniveauet stadig natur og velfærd – for 200.000 fra asfaltkontoen? Eller hvilke almene boligbyggerier, seniorlandsbyer, skolerenoveringer, børnehavebyggerier, cykelstier eller kulturhuse, idrætsfaciliteter og museumsprojekter skal vi ikke udføre hvis vi ikke længere skal bruge penge på anlæg? I Venstre vil vi tværtimod investerer i fremtiden – og sikre fremtiden med fokus på bosætning, beskæftigelse og balance i Varde kommune.

De spørgsmål synes jeg er mere interessante for vælgerne at få klarhed omkring end Hans Julius’ interesse for Venstre og Konservative

Er vi virkelig ikke mere ambitiøse, og forbi den form for valgkamp?