Karlsgårde Dag: Det skønnes, at 964 personer i Varde Kommune render rundt med den kroniske sygdom type 2-diabetes uden at vide det, ligesom 4.520 af kommunens borgere allerede har forstadier sygdommen (prædiabetes).
I hele Region Syddanmark har 24.156 personer uopdaget type 2-diabetes og 113.232 prædiabetes.
De mennesker skal findes hurtigst muligt, så de kan komme i den rette behandling og dermed nedsætte risikoen for at få nogle af de alvorlige følgesygdomme.
Derfor tager Diabetesforeningen nu sagen i egen hånd – for vi kan ikke længere vente på, at politikerne prioriterer tidlig opsporing – og triller den røde sundhedsbus til Varde nu på søndag, hvor bussen vil være at finde ved Sundhedsteltet, Den Runde Plads ifm. Karlsgårde Dag.
Her kan alle og enhver fra kl. 10 til 16 komme forbi og få en gratis test for type 2-diabetes, som består af en digital risikoprofil og eventuelt en lille blodprøve, som bliver analyseret på stedet. Hvis den viser et for højt blodsukker, henvises man til yderligere undersøgelse hos egen læge.
Og opsporingsindsatsen er vigtig.
For type 2-diabetes er en af de hurtigst voksende sygdomme i Danmark. I dag lever flere end 325.000 danskere med den kroniske sygdom, og der kommer så mange nye til hver dag, at der i 2030 vil være mindst 420.000 danskere med type 2-diabetes. Det er en stille sundhedskatastrofe!
På landsplan regner man med, at 100.000 danskere har type 2-diabetes, uden de selv er klar over det – og det resulterer altså i en kæmpe regning for samfundet til behandling af følgesygdomme, der kunne være undgået eller begrænset, og nedsat livskvalitet og tabt arbejdsfortjeneste for den enkelte.
I kan læse mere om sundhedsbussen her: https://diabetes.dk/landingpage/sundhedsbus.