Det slog mig simpelthen lige for nylig hvor jeg helt banalt tillod mig at blive nærtagende fornærmet over, at en quinde fra vennekredsen ikke have liket et opslag, hun simpelthen burde. Fordi jeg havde lagt det op. Og tagget hende. Fordi det var skægt.
Ja det var så.
Ja, og så sad jeg der, to dage efter at have klasket det her på min væg, som det jo hedder, og undrede mig over, hvorfor netop det her menneske ikke havde reageret. Var hun sur over et eller andet? Har jeg sagt noget forkert? Fornærmet hende? Det sad jeg og spekulerede lidt over. Mens jeg scrollede ned af den lokale sladderside for at blive opdateret – og på min vej trykkede et “synes godt om”, fordi det bør man vel i ny og næ. Der var også noget, jeg bevidst ikke “syntes godt om”, dels fordi det var endeløst ligegyldigt og uvedkommende for alle andre end ham, der havde smidt det ind – dels fordi jeg faktisk ikke synes han fortjener mit like. Og mens jeg sad og tænkte det, så kom jeg sådan til at grine. Grine af mig selv – vel at mærke.
Er jeg virkelig gået i fælden og indfundet mig i den her pseudovirkelighed, der nøjsomt tildeler nogle likes, mens andre hånligt rulles forbi – i den tro, at de forstår mit cyber kropssprog? DET er da på grænsen til komisk.
Jeg er meget begejstret for Facebook. Jeg synes, det er GE – NI – ALT og en fantastisk hurtig og nem måde at holde sig opdateret på. Alting ligger bare lige der – jeg behøver ikke engang lede. Men man skal nok, når alt kommer til alt, huske at Facebook og den virkelige verden er to ganske forskellige ting.
Vedkommende, der ikke havde kommenteret mit indlæg, havde ikke været online hen over weekenden pga. sommerhus-tur og en rask beslutning om at slukke for mobiltelefonen.
Ham, hvis opslag jeg ikke gad like, er garanteret smadder ligeglad.
Rigtig god weekend!