Fem partier indgår aftale om at øge trafiksikkerheden

 PRESSEMEDDELSE – TRAFIKSIKKERHED
Fem partier indgår aftale om at øge trafiksikkerheden
Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har indgået aftale om en række projekter, der skal forbedre trafiksikkerheden for skolebørn.
Den nyeste skolestruktur i Varde Kommune skaber efter sommerferien ændrede trafikmønstre for flere grupper af skolebørn.
Ændringerne er fokuseret omkring Frelloskolen i Varde og strækningen mellem Sig og Trane Skole i Tistrup, hvor overbygningseleverne fra Sig fremover får deres hverdag.
De fem partier er blevet enige om følgende projekter omkring Frelloskolen:
1. prioritet: Udvidelse af cykelbane til enkeltrettet cykelsti i sydlig side på strækningen fra jernbanen og frem til Vestre Landevej.
2. prioritet: Udvidelse af cykelbane til enkeltrettet cykelsti i begge sider fra Vestre Landevej til Isbjerg Møllevej.
3. prioritet: En helle-krydsning ud for stien, der kommer fra Åbrinken.
4. prioritet: Udvidelse af cykelbane til enkeltrettet cykelsti i begge sider på strækningen fra Isbjerg Møllevej til Ortenvej.
Og følgende projekt i relation til Trane Skole:
Dobbeltrettet cykelsti langs Hovedvej 12 fra Vardevejs udmunding på Lundvej til den eksisterende cykelsti i Tistrup (ca. 4 km). Varde Kommune tager kontakt til Vejdirektoratet med henblik på at undersøge mulighederne for et fælles projekt.
Midlerne til projekterne skal findes i et restbeløb fra budgettet til byggeriet af Frelloskolen og en tidligere budgetbeslutning om at prioritere trafiksikkerhed for skolebørn som følge af en ændret skolestruktur.
Partierne ønsker projekterne gennemført hurtigst.
Fakta
Omkring Frelloskolen igangsættes desuden en række mindre tiltag:
Ansøgning om opsætning af relevant skiltning – herunder hastighedsnedsættelse til 60 km/t på Nordre Boulevard syd for byskiltet placeret syd for Åbrinken/Kærvej.
Ansøgning om hastighedsbegrænsning på 40 km/t fra byskiltet til Ortenvej. Eventuelt en begrænsning, der kun skal gælde på hverdage.
Ansøgning om tydelig skiltning med “skolevej” på hele Ndr. Boulevard.
Opsætning af permanent hastighedsmåler umiddelbart syd for byskiltet til Ortenvej.
I alle større kryds langs Nordre Boulevard fra Åbrinken/Kærvej til Lundvej påmales blå cykelbaner i alle retninger.