Festlig fernisering på Varde Ny Specialskole

Der var højt humør og god stemning, da elever og personale fra 2. X slog dørene op til en flot fernisering i Labyrintens lokaler, på Tistrup skole. Gæsterne blev modtaget med flag og den røde løber var rullet ud, der blev budt på kransekage og børnechampagne og alt hvad der hører sig til ved sådan en lejlighed.

I 3 uger har eleverne arbejdet med et tema, hvor de har fordybet sig i historier fra det gamle Testamente. Elever og personale havde udsmykket klasselokalerne med de færdige resultater fra temadagene, og det var et synligt bevis på, at der var lagt et kæmpestort arbejde i projektet. Det var nogle superstolte elever som fredag eftermiddag kunne fremvise deres mesterværker for forældre og ledelse, og det var nogle mindst lige så stolte medarbejdere, som havde arrangeret en velfortjent ferniseringsfest for klassen.

Eleverne har simpelthen været helt fantastiske i denne proces, og de har præsteret langt ud over det sædvanlige, fortæller klassepædagog Anne-Marie Hladka. De har knoklet og været så optagede af emnet. De har arbejdet både halve og hele timer i streg og endda fravalgt deres pauser, for at nå i mål med opgaverne. Ikke en eneste gang har de givet op eller krøllet papiret sammen i frustration, hvilket er en præstation i sig selv for en elevgruppe, som altid skal kæmpe en tand hårdere for at nå i mål. Vi er så stolte af eleverne og alt det de har formået.

Personalet har lagt vægt på at skabe et læringsmiljø med de allerbedste betingelser for elevernes faglige udvikling. De har brugt mange differentierede og varierede arbejdsformer, hvilket har skabt plads til fordybelse og i høj grad har været med til at motivere eleverne.

Klassen har bl.a. lavet foldebøger om Moses og skrevet tekster på PC, ved hjælp af AppWriter. De har skrevet de 10 bud på stort genbrugspapir, som de derefter krøllede, for at få det helt rigtige stentavle-udtryk. De har lavet små fine papirklip af alle dyrene fra Noahs ark og fra Paradisets have. De har skrevet og tegnet om skabelsen, set film om Moses og hørt historier fra det gamle Testamente.

8-årige Nicklas fortæller:

Det sjoveste var, da vi arbejdede med historien om Moses. Vi skulle skrive om Moses på computer, og vi skulle tegne og klippe. Vi har også set en film om Moses, den var rigtig god. Jeg kendte godt lidt til historien om Moses, men det har været rigtig sjovt alligevel. Jeg har også glædet mig til festen og til at vise det hele til min mor.

Nicklas´ mor fortæller: Nicklas har fortalt rigtig meget om projektet herhjemme, og han synes det har været vildt spændende. Han har fortalt, at det var nogle flotte ting de har fået lavet, og han har glædet sig til at vise det hele frem. Han blev rigtig glad, da jeg fortalte, at jeg kom over på skolen til ferniseringen. Han har været så spændt og han er rigtig stolt af resultatet.

Ferniseringen er det sidste arrangement som klassen kommer til at afholde i Labyrintens lokaler. Snart flytter eleverne ind på deres nye skole i Varde midtby, så begivenheden har samtidig været en god afslutning og et festligt farvel til Tistrup skole.