Varde Middelalder Festival er lige om hjørnet, og det har betydet, at flere af byens restauratører er gået sammen om en særdeles autentisk bod på torvet i Varde, hvor man kan forsyne sig med ægte middelalderkost. Al salg går ubeskåret til Vardes julebelysning.
– Der hersker et godt samarbejde imellem os fra cafeerne og restauranterne, og vi blev da også hurtigt enige om at byde ind med frivillige hænder i forbindelse med den store byfest, siger Casper Rosendahl, Arnbjerg Pavillonen.
– Han og Tue Nielsen fra Næsbjerghus, Pagoden samt torvets pølsevogn, gik i lynhurtig tænkeboks og sammensatte menuen i ren middelalder-stil.
– Vi er så heldige, at Løvbjerg Varde sponsorerer alle råvarerne, så straks de lander, går vi i køkkenet, smiler Tue Nielsen.
De løfter endnu ikke sløret for menuen, men garanterer, at det bliver ”meget middelalder-agtigt”, og så opfordrer de begge til, at man forsyner sig ved boden på torvet fredag mellem 17.30 og 20.30. Så er du nemlig med til at støtte op omkring Vardes julebelysning.
Ved boden er handelschef Malene Wonsbek klar til at styre løjerne.
Mens Casper og Tue sørger for selve maden, har mange fra Varde Handels butikker og cafeer budt STORT ind med arbejdskraft i forhold til at få al logistik til at lykkes.
– Det er virkelig fedt at mærke det sammenhold, der gør sig gældende i byen, det er jo med til at gøre det hele endnu sjovere, lyder det fra Casper, der er i fuld gang med at finde både gryder og pander frem…
–
Hovedsponsor på ingredienserne er Løvbjerg, mens Kvickly Varde, AB Catering og Varde Engroslager også er med på sponsorlisten.