Verden er skør. Ikke bare sådan lidt småskør på den hyggelige måde, hvor man kan trække på skuldrene og sige “nå ja, det er jo bare tirsdag”. Nej, decideret vanvids-skør.
Vi starter i medieverdenen, hvor en journalist – med en løncheck, der med al sandsynlighed er krydret med dine og mine skattekroner – sidder for åben mikrofon og gør grin med en handicappet. Det er simpelthen der, vi er. Engang var “public service” noget med oplysning, dannelse og måske en smule “Matador” i baggrunden. Nu er det åbenbart blevet til stand-up uden filter og uden situationsfornemmelse.
Over Atlanten har Trump igen trykket speederen i bund på det verbale vanvid. Det er efterhånden svært at vurdere, om det er politik eller en form for improviseret teater, hvor manuskriptet er blevet væk, og alle bare råber deres replikker. Man sidder tilbage med følelsen af, at hvis nogen afslørede, at det hele var en skjult kamera-udsendelse, ville det faktisk give mening.
Herhjemme er benzin- og dieselpriserne kravlet så højt op, at man et kort øjeblik overvejer noget så eksotisk som kollektiv transport. “Jeg tager toget,” siger man kækt. Og så griner virkeligheden. For hvilket tog? DSB har efterhånden gjort aflysninger til en disciplin på eliteplan – især hvis man vover sig vest for Storebælt. Det er ikke længere et transportmiddel, det er en slags lotteri. “Kommer mit tog i dag?” Send SMS og vind… ingenting.
Og midt i det hele har vi så det politiske cirkus. Et folketingsvalg, der allerede nu lugter af eftersnak, rygter og hvisken i krogene om omvalg. Omvalg! Som om vi ikke lige har været igennem møllen én gang. Skal vi så have hele forestillingen igen? Flere debatter, flere floskler og endnu flere kandidater, der lover stabilitet mandag og melder sig som løsgængere torsdag.
Og ja, så er der selvfølgelig mediedækningen. Den samme trygge, skattebetalte favn, hvor man nogle gange får fornemmelsen af, at gæstelisten er kurateret med en særlig forkærlighed for de samme typer igen og igen. Man kunne næsten ønske sig lidt variation. Eller bare en smule selvindsigt.
Så hvad gør man? Man ser NEWS, ryster på hovedet og forsøger at finde en form for logik i det hele. Spoiler: den findes ikke.
Verden er skør. Men én ting er sikkert: Jeg stemmer stadig på det parti, der tør tage en seriøs snak om statsstøtte til medier. Ikke fordi det nødvendigvis løser alt – men fordi det ville være rart, hvis nogen i det mindste lod som om, de havde opdaget problemet.
Indtil da: spænd sikkerhedsselen. Hvis altså toget kommer.